Mig og min lillebror og Bølle (1969)

    Hunden Bølle, der er fodboldekspert, tipper 12’ere til alle på Bomø, og efterhånden når sagen i Folketinget.


    HUND MED BOLD

    Sammenhængende film:
    Mig og min lillebror (1967)
    Mig og min lillebror og storsmuglerne (1968)
    Mig og min lillebror og Bølle (1969)

    Klart den mest nuttede og bredt appellerende af Mig og min lillebror-filmene: 3’eren har hunden Bølle i en hovedrolle, og så bliver der strøget lidt mere med hårene.

    Plumpt samspil
    Det fungerer stadig plumpt mellem Dirch Passer og Poul Reichhardt som titelrolle-brødrene i henholdsvis laset vest og klapbukser. Reelt set modarbejder de to hinandens meget forskellige komiske spillestil.

    Snert af raffinement
    Ikke desto mindre er "Mig og min lillebror og Bølle" med lidt god vilje den bedste af de tre film, særligt fordi det urkomiske hundeplot har en snert af raffineret samfundssatire.

    En hundeørn til fodbold
    Brødrenes hund, Bølle, er en ørn med en fodbold. Den kan drible og løbe med bolden, og så har den en sjette sans, som brødrene snart skal forstå at udnytte.

    12 rigtige i flæng
    Men ikke for egen vindings skyld: et lokalt par ønsker barn nummer to men har ikke råd. De mange penge, som Bølles 12’er i tips indbringer, går således blandt andet til at sikre arvefølgen på Bomø.

    Over gevind
    Da nyheden om Bølles særlige evner breder sig, går det snart over gevind. Således får alle på Bomø pludselig 12 rigtige i tips, og sagen ender i Folketinget. Det er jo et større samfundsproblem, hvis utopien om rigdom sådan undergraves af en enkelt hund!

    Omvendt stabilitet
    Svingende spil i birollerne sørger for en slags omvendt stabilitet; et kendetegn ved denne svært folkeligt overspillede filmserie. Men det hele slutter med et lille smil på læberne ved en sød lille hundesnude, som alle kan forholde sig til.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017