The Flamingo Kid (1984)

    En teenager finder den uventede og nemme vej til penge, da han render ind i en stinkende rig kortspiller, der - tilsyneladende - vil ham det bedste.


    VELOPLAGTE SOMMERSTREJF

    Genrespecialisten Garry Marshall er her i sit es med portrættet af teenageren Jeffrey Willis' stort set skønne sommeroplevelser i New York, 1963. Med masser af tidstypiske evergreens på lydsiden og en stribe veloplagte hoved- og biroller er "The Flamingo Kid" allerede godt på vej til at vinde tilskuer-hjerter, men det er den vellykkede sommer-stemning og medhørende ungdomsbrus, der bærer filmens bedst.

     

    Flamboyant møde

    Matt Dillon er ret charmerende som Jeffrey, der kommer let til sit sommerjob på en fancy strandklub, der bærer filmens titelnavn. Her møder han tilmed Richard Crennas flamboytante kortspiller og hustler Phil Brody - og får tilbudt stort set guld og grønne skove. Samtidig er der alle de lækre damer, der vimser omkring på stranden. Denne sommer er bare et paradis for den unge mand.

     

    Malurt i sommer-bægeret

    Men alligevel sniger der sig lidt malurt i bægeret, for venskabet med Brody bliver tiltagende problematisk. Det går efterhånden op for Jeffrey, at Brodys mange løfter måske ikke helt har så meget hold i virkeligheden, som han gik og troede. Og så er der også hensynet til familien derhjemme, hvor særligt farmand Arthur har svært ved at tackle sønnens aleneløb udi sommerjobs uden fremtidsudsigter.

     

    Troværdigt tidsbillede

    Filmen giver et meget troværdigt og farvestrålende tidsbillede af New Yorks strandliv anno 1963. Det er svært ikke at blive revet med af de mange stilrene detaljer, ikke mindst på kostumesiden, der som regel sidder lige i skabet. Lidt mere fesent beskrevet er den megen omgang med unge og ældre kvinder, som særligt Jeffrey og Hector plejer.

     

    Herlige Crenna

    Musikken vil være et plus for nostalgikere, der ikke lader sig irritere over, at tonerne stjæler al opmærksomheden. Bedst blandt skuespillerne er afgjort Richard Crenna som Brody (han blev Golden Globe-nomineret): En vendekåbe-troværdig præstation fuld af utilregnelig energi. Men også Jessica Walter i rollen som hans (forsømte) kone har en række fint nuancerede (og meget små) scener.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1984, USA, Komedie, Romantik, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Flamingo Kid
    Instr: Garry Marshall Prod: Michael Phillips Manus: Neal Marshall, Garry Marshall Foto: James A. Contner Klip: Priscilla Nedd-Friendly Mus: Curt Sobel
    Priser
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Crenna)