The Big Town (1987)

    En ung mand med talent for gambling rejser til storbyen Chicago, hvor både medgang og modgang - og kvindelige fristelser - venter.


    TO SEKSERE

    Matt Dillons djærve landsbyknægt J.C. Cullen drager i 1957 til Chicago for at søge endnu mere held og lykke i spil (og måske kærlighed?). Cullen kan bare det dér gylle med at kaste terninger på et grøn-beplysset spillebord, vel at mærke så det indbringer ham masser af cool cash.

     

    Tungen lige i munden

    Men blandt de store spillere (heriblandt Tommy Lee Jones' George Cole) opstår også gnidninger, så nu gælder det for unge Cullen om at holde tungen lige i munden, mens terningerne må tale deres eget sprog. Alt imens en forelskelse synes at gøre livet blandt dollar-sedlerne endnu mere usikkert.

     

    En tam affære

    "The Big Town" er trods sin flotte rollebesætning en meget tam affære. Der er langt mellem overraskelserne - hvis overhovedet nogle - og historien og dens forviklinger er både håndtamme og uden gnist. Ganske vist opstår fine episoder i det professionelle skuespil, men aldrig i retning af noget, der giver stof og vibrationer til eftertanke.

     

    Masser af intrige, sex og løgn

    Så selvom der er masser af intrige, sex, løgn (og snyd?), fiser denne professionelt drejede film ret hurtigt ud i intetheden. Michael Melvoins underlægningsmusik søger at puffe lidt mere liv i terningerne og dens kastere, men heller ikke tonerne falder hverken kærkomment eller originalt.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1987, USA, Drama, Thriller, Romantik, 109 min.

    Dansk titel: The Big Town
    Instr: Ben Bolt Prod: Martin Ransohoff Manus: Robert Roy Pool Baseret på: roman af Clark Howard Foto: Ralf D. Bode Klip: Stuart H. Pappé Mus: Michael Melvoin