Jeder stirbt für sich allein (2016)

I en noget sentimental og Hollywood-præget genfortælling serveres her den eurpæisk ko-producerede filmatisering af Hans Falladas roman "Jeder stirbt für sich allein" fra 1947. Men der er alligevel saft og universalkraft nok i den grundlæggende stærke fortælling om store følelser og livsperspektiv til at føre filmoplevelsen nogenlunde sikkert i mål.

Afmagtens protest

Efter at have mistet deres unge søn til 2. verdenskrig mister ægteparret Quangel modet og tiltroen til naziregimet. Hr. Quangel går i gang med sin egen form for protest: Han skriver postkort med budskaber mod regimet og placerer dem forsigtigt forskellige steder i det offentlige rum. Snart er fru Quangel også med på idéen - i ren afmagt. Postkortsagen efterforskes på højt niveau blandt nazisterne, og det er kun et spørgsmål om tid, før de kommer på sporet af hr. og fru Quangel.

Ad den forudsigelige sti

Efter et smukt og enkelt anslag (hvor de første par scener er betagende fritaget for underlægningsmusik og dyrker naturens egne lyde) begiver "Jeder stirbt für sich allein" sig - som ventet - ind ad den narrativt set helt forudsigelige sti. Med masser af (dybt kedsommelig) filmmusik, store visuelt filmiske armbevægelser (kamera i bevægelse) og skuespil af den lige lidt for teatralske karat (særligt grundet hæmmende "tysker-accent" til britiske og svenske skuespillere).

Tanden for sterilt

Det er alt sammen tanden for sterilt, men samtidig flot og gennemarbejdet - og dramaet lever trods de åbenlyse dyrkelser af klichéerne. Det er ærgerligt, at gassen hurtigt tages ud af skuespillet, for her ligger flere potentialer. Mikael Persbrandts SS-birolle kunne have emmet af ondskab, men falder tungt til jorden.

Tvivl, sorg og afmagt

Emma Thompson og Brendan Gleeson er begge - i det noget fastlåste accenthelvede - ganske udmærkede gestaltere af tvivl, sorg og afmagt, men som tilskuer møder man aldrig de store følelser helt tæt på, hvor det gør ondt, men snarere holdt ud i strakt arm.