Hostiles (2017)

Hvis man, som nogle amerikanske kritikere, anskuer Scott Coopers "Hostiles" som et billede på racisme og dennes mulige opblødning, kan det godt være, man bliver skuffet over nuancerne i gengivelsen. Men oplever man filmen med sanserne uden dybere fortolkningslag, er lidt over to timer i selskab med Capt. Joseph L. Blocker og co. en både stærk, flot og forførende filmoplevelse.

En bunden opgave

Året er 1892, og Christian Bales garvede militærkaptajn Joseph L. Blocker er så småt på vej på pension. Men så får han en opgave, som han ikke på nogen måde kan sno sig udenom, hvor uendeligt gerne han end ville. Der er nemlig tale om en ordre fra allerhøjeste sted: Præsidenten.

Mod det hellige land

Således skal Blcoker og hans mænd eskortere en lille gruppe Cheyenne-indianere tilbage til deres eget hellige land og hermed igennem særdeles farligt territorium. Indianerne har siddet i fangenskab i syv år, og deres dødssyge overhoved har nu fået lov til at vende hjem.

Farerne lurer

Helt som ventet lurer der farer om hvert et landskabs knæk, og undervejs samler soldaterne den mentalt meget forslåede Rosalee Quiad op - en gruppe indianere (fra en anden stamme) har slået hendes familie ihjel.

Traumer i frisk erindring

Blocker er altså ikke den eneste, der har det svært med indianere. Quiad har traumerne i frisk erindring, mens Blocker i sin ungdom har slagtet indianere i rendyrket had. Men turen gennem landskaberne giver begge mulighed for en opblødning i inter-race-relationerne.

Knæsmeltende smukt

"Hostiles" er knæsmeltende smukt fortalt og fotograferet med nærmest endeløse bjergtagende billeder af amerikanske landskaber. Det er næsten hypnotiserende, samtidig med at historien bag emmer af melankoli, smerte, sorg - og håb i meget flot doseret og stort set ikke-vammel gengivelse.

Musikken et stort minus

Et af de helt store minusser er dog den alt, alt for udtalte anvendelse af Max Richters underlægningsmusik. Den stort orkestrerede (og selvstændigt stående flot komponerede) musik sætter i gang, stort set hver gang en ny stemning ruller over lærredet - meget ærgerligt.

Betændt og følelsesladet

Men de dybereliggende lag i den betændte, barske og meget følelsesladede historie kan selv musikken ikke røre ved, samtidig med at alle følelserne bestemt kommer meget flot til udtryk i det følte skuespil, særligt af Christian Bale og Rosamund Pike. I mindre roller er der især fine nuancer i Jesse Plemons følsomme soldat Rudy Kidder og i Ben Fosters rebel Philip Wills.