Sunes familie (1997)

    En dreng med en meget distræt familie er så pigeglad, at han er lige ved at gå i hundene, hvis en scoring er ved at gå i fisk.


    FANTASILØSE BØRNELØJER

    Efter første film-bølge af "Krummerne" var malket tom i 90'erne, opfandt producent Regner Grasten da bare en ny børnebogsserie at filmatisere: Nemlig af de svenske forfattere Sören Olsson og Ander Jacobsson, der har skrevet en lang række ungdsomsromaner om drengen Sune og hans familie.

     

    Fantasiløst skue

    Selvom "Sunes familie" på mange måder er på linje og niveau med de to dårligste Krumme-film, kræver det ikke mange scener at konstatere, at vi her er vidner til et yderst fantasiløst skue, der desperat forsøger at hente energi til en sikker familie-kassesucces ud af nye forlæg.

     

    Kernefamilie med kærlighed

    Det blev ikke til flere danske Sune-film, og godt det samme. Historien drejer sig om den halvstore Sune, der er barn i en kernefamilie fuld af kærlighed. Men der er også meget fritænkning og et par meget distræte forældre omkring ham. Og hvor skal sommerferien egentlig gå hen i år?

     

    Glorificerende tema

    Sune bliver meget nemt smaksforelsket i piger - i filmens mest utroværdigt glorificerende tema. Så små drenge er bare ikke til dikkedik, kys og forlovelsesringe, men det er åbenbart alligevel et tema, der vedbliver at fascinere.

     

    Masser af falde-på-halen

    Claus Bue forsøger sig ihærdigt med masser af falde-på-halen-komik i rollen som Sunes distræte far - det meste af komikken falder til jorden. Men der er alligevel en smule charme at vride ud af filmens atmosfære, og der kan opstå pludselige oaser af scener, der tangerer opfindsomhed.

     

    Sødladen musik og sangnumre

    Bedste indslag opstår i mødet med Jarl Friis-Mikkelsen og Henrik Lykkegaards restaurant-makkerpar Georg og Birger: Her er der ping-pong og god timing i komik og replik. "Sunes familie" emmer af billig filmisk tilgang og er underkastet en sødladen musik og dertil hørende sangnumre.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019