The Mule (2018)

    En 90-årig mand med rod i økonomien begynder at ture USA rundt med en ukendt last, der indbringer store penge. Snart går det op for ham, at han er narko-kurer.


    ÆSEL PÅ AFVEJE

    Clint Eastwoods første større rolle som skuespiller siden Gran Torino (2008) udfylder han med vanlig karisma og indlevelse. Og i egen iscenesættelse har legenden fuld kontrol over produktet "The Mule", der beskriver en narkokurérs op- og nedture - vel at mærke en 90-årig en af slagsen.

     

    Narkokurér mod sit vidende

    For narkokurér er lige netop, hvad Earl Stone bliver. I første gang mod sit vidende. Hans hus er gået på tvangsauktion, og han har rod i privatlivet (bl.a. fordi familien altid har haft anden prioritet igennem hans lange liv.) Derfor er det fristende at sige ja til en gruppe umiddelbart djærvt udseende mexicanere, der tilbyder Earl gode penge for bare at køre rundt på vejene med en simpel last. Da Earl hen ad vejen erfarer, hvad det egentlig er, han kører rundt med, er han alligevel for fristet af de lette penge til at stoppe, mens legen er god - med et par friske narkoagenter lige i hælene. 

     

    Gubbe på afveje

    "The Mule" vækker mindelser om Eastwoods A Perfect World (1993), i hvert fald når det kommer til symapti- og spændingsfordeling samt menneskejagt på kryds af USA. For er det ok at sympatisere med en gubbe, når han bevidst fragter kilovis af narko gennem landet? Selvfølgelig er det det - ligesom det var helt ok at være på Kevin Costners side i "A Perfect World".

     

    Lineært og enkelt

    Eastwood holder sig beundringsværdigt på måtten i sin iscenesættelse af "The Mule" - uden ret mange direkte fald ned i kliché-dybet, men samtidig meget lineært og enkelt. Det er forcen, der i nogen grad opvejer de lidt ærgerligt sukrede eller stereotypiserende elementer i historien: Fra familiekrise til lykkelig love you, banditterne, der surmuler, narkotoppen og dens storbarmede duller i g-strengs-outfit.

     

    Tåbeligt spring i tid

    Tåbeligst er dog, at vi ret tidligt i filmen - efter at være blevet præsenteret for Clint Eastwoods meget gamle og tydeligt nærved 90-årige Earl - klipper 17 år frem i tiden (!) - og senere, da Earl er æresgæst hos narkotoppen, at han skal mænge sig med ovenfor nævnte duller. Jaja, vi bærer over med meget i Eastwood-regi, men alligevel!

     

    Velment og vellykket

    Der er rigtig mange fine enkelsekvenser gennem filmen, og grundstemningen af velment og vellykket kriminaldrama holdes intakt. Ikke mindst på grund af Eastwoods herlige hovedrollepræstation. Originalmusikken af Arturo Sandoval er nok i den sovsede ende, men heldigvis ikke udbredt anvendt.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, USA, Krimi, Drama, 116 min.

    Dansk titel: The Mule
    Instr: Clint Eastwood Prod: Clint Eastwood, Dan Friedkin, Jessica Meier, Tim Moore Manus: Nick Schenk Baseret på: artikel af Sam Dolnick Foto: Yves Bélanger Klip: Joel Cox Mus: Arturo Sandoval