Top of the Lake [2] (2017)

    En kriminalbetjent med mange lig i lasten må stå ansigt til ansigt med sine egne dybe frustrationer i en sag om kvindehandel og muligt mord.


    KVINDESAGS-KRIMI

    Sammenhængende i denne serie:

    Top of the Lake [1] (2013)

    Top of the Lake [2] (2017)

     

    Denne noget fesne 2. sæson af "Top of the Lake" har stadig Jane Campion som udvikler, ko-forfatter og ko-instruktør. Undertitlen er "China Girl", og historien er vævet omkring en kerne af kvinder i kamp - enten for retfærdighed, overlevelsen, eller for at gøre sig gældende i en mandsdomineret verden.

     

    Tilbage på pinden

    Som midtpunkt finder vi kriminalbetjenten Robin Griffin, der i 1. sæson fik én på sinkadusen, både fysisk og psykisk. Nu er hun tilbage på pinden, får en ny makker (en tårnhøj blondine på over 190 cm), og sættes på en sag med muligt mord.

     

    En betændt sag

    Opklaringsarbejdet bringer Robin ind i hjertet af en prostitutions- og kvindehandelsring, der muligvis - muligvis ikke - styres af den sleske og uforudsigelige 'Puss' (spillet af danske David Dencik). Sagen bliver ikke mindre betændt af, at Robins teenagedatter (som hun snart skal møde for første gang nogensinde) er svært forelsket i 42-årige Puss.

     

    Pulsen kommer ikke op

    Pulsen kommer ikke rigtig op igennem de seks timelange episoder, og sæsonen har da heller ikke noget egentligt klimaks. Undervejs er der dramatiske kulminationer - de er bare næsten alle sammen helt ude på overdrevet, og væk er den fine balance, som vi blev mødt med i 1. sæsons newzealandske krimieventyr.

     

    Masser af flæberi

    Der er til gengæld masser af flæberi. Robin flæber, makkeren flæber, teenagedatteren flæber. Det hele er noget værre møg, og mænd er sådan set alle sammen nogen svin, når det kommer til stykket. Nicole Kidman spiller tilmed en husmor gone lesbian - og har i sin nye feministiske verden meget svært ved at acceptere mænd.

     

    Vattet dramatisk kurve

    Meget af den fint opbyggede historie tabes på gulvet som følge af både overdrivelser og en lidt vattet dramatisk kurve. Bedst blandt skuespillerne er Elisabeth Moss, dog ikke helt på niveau med præstationen i 1. sæson. Og Kidman har en stribe fine scener som den stride stedmor i evig femi-affekt. David Dencik præsterer udmærket som den klamme 'Puss'.

     

    Musikken dikterer

    Underlægningsmusikken spiller desværre en ret dominerende rolle og udstopper alle tilskuerens tænkelige selv-perspektiverende scenarier med samme kedsommeligt forudsigelige polyester-klangmasse.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, Australien, New Zealand, USA, Krimi, Drama, Teenagere, Seriemordere, 336 min.

    Dansk titel: Top of the Lake [2]
    Instr: Jane Campion, Ariel Kleiman Prod: Philippa Campbell, Libby Sharpe Manus: Jane Campion, Gerard Lee Foto: Germain McMicking Klip: Scott Gray Mus: Mark Bradshaw
    Priser
    • GG-N - Bedste miniserie