En ny Dag gryer (1945)

    En ung sygeplejeelev havner i kløerne på en fyr med beskidte hensigter, men drages mod en patient, der har været ude for en stor tragedie.


    KLÆBRIGT PATETISK

    Her er noget, nutidens feminister rigtig kan korse sig over: I Grete Frische og Poul Bangs "En ny Dag gryer" er det i høj grad den lille kvinde, der med stor entusiasme klarer de huslige opgaver, mens mændene ryger cigarer og morer sig i herreværelserne.

    Hårdt optegnede kønsroller
    For bare at tage ét blandt mange eksempler på hårdt optegnede kønsroller. Som de selvfølgelig så ud i det danske samfund her i det sidste krigsår, men alligevel i denne film mere outreret og stof til eftertanke. Tag bare ordvekslingen mellem Erling Schroeders ingeniør Erik Berg og Grethe Holmers sygeplejeelev Inger Holst:

    "Ægteskabet er det eneste rigtige"
    Erik Berg: Ja, jeg er nu så gammeldags, at jeg synes, ægteskabet er den eneste rigtige og naturlige form for tilværelse... vel at mærke, når det er et godt og harmonisk ægteskab...

    "Der skal så lidt til for at glæde en kvinde"
    Når man nu ved, hvor lidt der skal til for at glæde en kvinde. Bare dét at man sender hende lidt blomster engang imellem, og man tager del i det, der interesserer hende..


    Inger Holst: Det har De ret i. Men det er der vist ikke mange mænd, der tænker over!

    Ufrivilligt komisk
    Ret morsomt set med nutidens brille, men også mere end almindelig ufrivilligt komisk. I det hele taget er filmoplevelsen præget af så tykt et lag patos, at det driver ned ad kameralinsen. Fra ende til anden og uden ophør udgør "En ny Dag gryer" en slet skjult moralprædiken.

    Ære & moral
    Det er nemlig æren, moralen og den "rigtige" livsanskuelse, der er i højsædet. Og disse begreber var aldeles ikke noget man gjorde grin med i krigstidens Danmark, selvom filmen er bygget over det britiske lystspil "Bank Holiday", der netop tog god fis på dyder og moral.

    Ung pige på glatis
    Grethe Holmers Inger Holst er sygeplejeelev, og til et selskab møder hun Jørn Jeppesens ureelle fuldmægtig Jørgen Frandsen, der inviterer hende på en "festlig nat" på et hotel i Tisvildeleje.

    En tragisk hændelse
    Imidlertid indtræffer der en tragisk hændelse på hospitalet, hvor Inger arbejder. Den unge enkemand, Erling Schroeders ingeniør Berg, har Inger lært at kende som et fint, reelt og sympatisk menneske. Ingers medfølelse får hende til at tilbyde at opgive sin weekendtur og blive hos ham.

    Savner situationsfornemmelse
    Der er ikke rigtig nogen situationsfornemmelse over Frische og Bangs iscenesættelse, der mudrer mærkværdigt rundt mellem gumpetung socialrealisme og sangbar folke- og fuldemandskomik. Og ingen af de to grundstemninger har den nødvendige pondus til at brænde igennem det skæmmende patetiske.

    Mangler stil
    "Filmens Grundfejl er, at den mangler Stil", skrev en anmelder ved filmens premiere i marts 1945 - en af de sidste danske filmpremierer, mens landet endnu var besat af tyskerne. "Der var ikke nogen ny Dag, der gryede", "Lidet vellykket ny dansk Film i Saga" og "Fabrikeret til Grineri paa Bekostning af københavnske Husassistenter og Arbejdere," lød det endvidere.

    Point til Snøvle-Sofie
    Til gengæld var det udbredt begejstring over særligt Grete Frisches egen birollepræstation, som var et tema med variationer over hendes Snøvle-Sofie-succeskarakter, hvor det at tale meget polyphæmmet åbenbart tog kegler: "Grete Frisches Gennembrud som kvindelig Filmkomiker."

    Klæbrigt patetisk
    En anmelder fandt Frische/Bang-filmen "Underholdende med et tiltalende Virkelighedspræg." Så det var langt fra alle, der blev fanget i det klæbrigt patetiske kviksand.

    Uinteressante hovedroller
    Ingen af filmens hovedroller er tilnærmelsesvis interessante, hvad der primært skyldes det moraltungt dikterende over både stil og replikvekslinger. På birollelisten er Henry Nielsens Albert Sivertsen den mest nævneværdige i en af sine få næsten gennemført usympatiske roller.

    Et lille point til kvindesagen
    Han bestemmer over lillemor (Adelhaid Nielsen), og hun må pænt sidde og vente med børnene, mens Albert drikker sig fuld med gutterne på en beverding. Men.. pludselig, hen imod filmens slutning, bliver det konen for meget, og hun springer (umotiveret) ud som oprørerske. Det eneste point til kvindesagen i denne film.

    Udvandet musik
    Bjarne Hoyers musik er noget udvandet og klinger kedeligt hult til de mange studieoptagelser. Der er dog et par fine location-optagelser af både København og nordsjællandsk sommeridyl.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018