Brick (2005)

    Da han ikke kan finde sin ekskæreste, kommer en teenager snart på sporet af en lyssky kriminel high school-gruppering.


    RODET MYSTIKBUTIK

    Ovenud ambitiøst filmprojekt, der snubler over egne ben: Rian Johnsons "Brick" er uden tvivl en spændende filmaffære, der ikke er angst for at søge grænser og endda overskride dem. Men nogen helstøbt kugle kan tilskueren ikke trille med - det bliver ved brudstykker af noget ganske sprødt og interessant.

     

    Æstetiseret anslag

    Joseph Gordon-Levitt leverer en fornuftig præstation i den vanskelige hovedrolle som teenageren Brendan. Han er ikke ovenud begejstret for hverken gymnasiet eller sine kammerater, men han har glæde af sin (endnu mere) nørdede ven, der lyder kælenavnet Brain. Brendan kan ikke finde sin ekskæreste, der på mystisk vis er forsvundet fra jordens overflade. Er hun blevet myrdet? Det mere end antydes i filmens æstetiserede anslag.

     

    Søgen efter sandheder

    I sin søgen efter sandheder kommer Brendan nu tæt på en mærkværdig og sekterisk undergrunds-gymnasie-kriminalbande, der ledes af den hemmelighedsfulde The Pin. Men hvor leder sporene hen, og hvor mange knytnæveslag kan Brendan klare, før han eventuelt går endeligt i gulvet?

     

    Hyper-kreativt

    Det er i den hyper-kreative fortællestil, at "Brick" meget tidligt snubler. Både snørebåndene og benene er for lange, og det er en uheldig kombination. Det kan blive en kende ufrivilligt komisk med den endeløse strøm af kække kameravinkler (meget ofte i ultra-frøperspektiv) - for ikke at glemme den ultra-anmassende underlægningsmusik, der er komponeret af instruktørens bror og (for)tænkt ud ad meget alternative tangenter.

     

    Elegancer og nuancer

    Nogen rød tråd besidder "Brick" ikke, og det bliver anstrengende at sidde model til. Det er små og alenestående elegancer og nuancer, der bærer filmoplevelsen nogenlunde tåleligt i mål, og så er der trods alt også plusser i bogen for at ville fortælle historie på en meget lidt ortodoks måde.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2005, USA, Drama, Mystik, Krimi, Teenagere, 110 min.

    Dansk titel: Brick
    Instr: Rian Johnson Prod: Ram Bergman, Mark G. Mathis Manus: Rian Johnson Foto: Steve Yedlin Mus: Nathan Johnson
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE - Special Jury Prize: Dramatic
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering