Der var engang en gade (1957)

    En teenagepige fra provinsen løber hjemmefra og møder i storbyen København en række eksistenser, inklusive sin kommende kæreste.


    SKUFFENDE KØBENHAVNERBILLEDE

    Instruktør og manuskriptforfatter Peer Guldbrandsen var nærmest i kamp mod nedrivningsmaskinerne i Borgergade-kvarteret under filmoptagelserne. "Der var engang en gade" kredser nemlig om selvsamme kvarter, som i efteråret 1956 blev revet ned - og det kunne der være kommet et stykke rigtig fint københavnerhistorie ud af.

     

    Synger på sidste vers

    Men desværre er kun meget få optagelser reelt fra det oprindelige kvarter - det meste af filmen er optaget i studie og "synger på sidste vers" i en melankolsk spiral uden ret meget rotation. Filmen er således velment, men mere primitivt udført - og grundplottet er tilmed urklassisk intrigant/op-peppet.

     

    Stikker af til København

    Ulla Locks teenagepige Ditte (Lock var 22, da filmen blev til) er ved at gå ud af sit gode skind over den gammeldags og forstokkede måde, som hendes gamle forældre behandler hende på i provinsen. Så da farmand - på opfordring fra mor - svinger Ditte en gevaldig lussing, beslutter pigebarnet at stikke af til København.

     

    Lækkert ungt kød

    Her opsøger hun sin tante Albertine, mens Peter Malbergs (70-årige!) vaneforbryder Valdemar og Preben Lerdorff Rye og Karl Steggers musikalske spildsamlerduo bager på hende. Endelig noget lækkert ungt kød i den nedrivningsmodne Borgergade og omegn.

     

    Kærlighed og venskab i perspektiv

    Senere skal Dittes familieliv vise sig at møde twists and turns, der sætter kærlighed og venskab i perspektiv. Og i Ove Sprogøes djærve danselærer Johny Johansen finder Ditte sin store kærlighed (selvom Johny til at starte med er meget påpasselig med ikke at dikkedikke med denne mindreårige pige!)

     

    En vis fornyelse

    Der er positive tendenser i retning af en vis fornyelse af "lystspilgenren": Filmen er mere ekspressionistisk i sine billedkompositioner (med pletvis flot lyssatte aften/nat-optagelser) og har noget mere farve at give af til birollegalleriet. Her er Lerdorff Rye og Karl Stegger uden for komfortzonen, men trods alt i lidt skævere roller end gennemsnitligt.

     

    På alle tangenter

    Peter Malberg er tænkt til at stjæle billedet som vaneforbryder-Valdemar, og han spiller da også på alle tangenter. Desværre uden ret meget elegance, og rollen drukner i tarvelige replikker og tykke lag sminke. Ulla Lock er fuldstændig uinteressant som "lillepige"-Ditte.

     

    Ørehænger-titelmelodi

    Sven Gyldmarks ørehænger-titelmelodi bliver gentaget talrige gange af makkerparret David og Goliath. En fin lille sang i sig selv, men skamridt i filmen. Herudover glæder man sig over, at filmen generelt set ikke drukner i underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019