Andið eðlilega (2018)

Velment og højaktuel spillefilmsdebut af manuskriptforfatter/instruktør Isold Uggadóttir. "Andið eðlilega" tager sig kærligt af stærke temaer som fattigdom og flygtninge - i en islandsk kontekst og dermed med imponerende baggrundsbilleder af sneklædte bjerge.

Håb forude?

Alenemoren Lára gør sit bedste for at holde sammen på hverdagen med sønnen Eldar. Men der er ingen penge på kistebunden, og snart er de to uden bolig - på nær den gamle røde Golf. Heldigvis har Lára netop fået nyt job som paskontrollør i lufthavnen, så måske er der håb forude.

To kvindeskæbner

I sit nye job kommer Lára ved et tilfælde helt tæt på den afrikanske flygtning Adja. Det er nemlig Lára, der opdager, at Adjas pas er falsk - og snart vikles de to kvindeskæbner sammen ad kringlede om- og vildveje, og med Eldar som bindeled.

Hjertet på rette sted

"Andið eðlilega" har hjertet på rette sted, men historien vil for meget. Allerbedst var begivenhederne blevet begrænset til den komplekse hverdag mor og søn imellem - her er der rigelig stof til en hel film, og eftertanke. Det bliver for meget drama på drama at flette en afrikansk flygtningekvinde (og flere små andre dramaer) ind, og det lider filmoplevelsen under.

Kamp om opmærksomheden

Der bliver simpelthen kamp om den dramatiske opmærksomhed i den i forvejen smalle film, og den tiltagende højspænding er desværre alt for forudsigelig. Heldigvis fristes Uggadóttir ikke til også at klæbe fortællestilen til med store armbevægelser, og det meste af filmen står knivskarpt i sin diminutive formidling.

Dreng med kat

Undtagelsen er en forstyrrende underlægningsmusik, der dog er begrænset anvendt. Bedst blandt skuespillerne er drengen Patrik Nökkvi Pétursson i rollen som Eldar - med katten Músi på armen det meste af tiden.