Menocchio (2018)

Med tydelige forbilleder som Dreyer og Pasolini fortæller den unge italiener Alberto Fasulo her en bemærkelsesværdigt tidløs film, selvom handlingen udspiller sig i slutningen af 1500-tallet.

For dedikerede cineaster

"Menocchio" er med sin meget langsomme fortællestil et modigt filmepos og primært en oplevelse for dedikerede cineaster. Man skal kunne værdsætte det ordknappe, det lydknappe - og de ofte mørklagte scener: Filmen er optaget udelukkende med brug af naturligt- og stearinlys og i øvrigt fotograferet af instruktøren selv.

Anklaget for kætteri

I slutningen af 1500-tallet er skriftestolen et sted, hvor man ynder at angive hinanden. Især hvis nogen skulle tillade sig at lægge sig ud med Bibelens sandheder og Guds ord. Det får den gamle møller Menocchio at føle på egen krop og sjæl, da den katolske kirke anklager ham for kætteri.

Klamfugtigt mørke

Filmens tilgang til processen, fængslingen og den lange ventetid i klamfugtigt mørke er på ingen måde klassisk actionmættet. Selve psykologien i det kirkelige vanvid er filmens drivkraft - personificeret i spillefilmsdebuterende Marcello Martinis pragtfulde titelrollepræstation.

Martret sjæl

De sørgmodige øjne, den hærdede læderhud, den martrede sjæl. Ansigtet bliver sindbilledet på den fornedrende behandling af en uskyldig møller, der ikke har tænkt sig at overgive sig til lovens flammer uden kamp.

Ud i ekstremerne

Alberto Fasulo tillader sin film at trække stemninger ud i ekstremerne - i en helt velovervejet diminutiv fortællestil, der hylder det indre drama snarere end indhyller det i fortælleteknisk store armbevægelser.

Klaustrofobisk enkelhed

De meget sparsomt belyste fængselsscener er eminent klaustrofobisk enkelhed og udgør filmens mest eklatante historiske ægthed. Samtidig er der stort set ingen underlægningsmusik, hvilket yderligere forstærker det fortættede vanvid.