Horizonti (2018)

Med en nærmest meditativ tilgang til skilsmissens uro lykkes det her den kvindelige georgiske instruktør Tinatin Kajrishvili at sætte det indre menneskelige drama flot i scene. "Horizonti" er historien om et par sidst i 30'erne. De har to børn, men pludselig begærer kvinden Ana skilsmisse.

Ud over kanten

Det bringer manden Giorigi ud over kanten, og i et forsøg på at finde sig selv ender han langt ude på landet. Under primitive forhold, men under kærlig behandling af venner, kæmper han mod vinterkulden - og sig selv - for at komme op til overfladen igen.

Selvforstærkende uro

Men han har endog yderst svært ved at komme ud af uroen. Den er selvforstærkende, selvom naturen omkring ham udstråler dén stoiske ro, han har brug for. Flere gange tændes håbet tydeligt i ham - især da (eks)konen kommer og besøger ham. Er der en udstrakt hånd til, at det alligevel kan komme til at fungere mellem dem?

Fuldkommen på hvilepuls

"Horizonti" er en film fuldkommen på hvilepuls - rent narrativt. Uroen kommer indefra - fra Giorgis forpinte tanker - og kontrasten er et begavet og markant virkemiddel i Tinatin Kajrishvili egen historie og iscenesættelse.

Mægtige bjerge

Billederne af den georgiske natur, hvor de mægtige bjerge troner frostudviskede i baggrunden, er filmens helt store hovedrolleindehaver og en vigtig brik i kontrasternes spil, der rammer op- og nedturene så flot ind.

Raffineret spil

Men også i særlig grad Giorgi Bochorishvili i rollen som den mentalt forslåede byder på meget raffineret spil - uden nogen tendenser i retning af hverken det teatralske eller stemningsmæssigt overspillede.

Ægthed og nerve

En helt central brik i "Horizonti"s autentiske udstråling er desuden det totale fravær af musik (på nær i alt ca. ét enkelt minut!). Naturens egne lyde i udkants-Georgien står for ægtheden og nerven og bakker den meditative uro op til perfektion.