The Stranger (1946)

Stemningsmættet og stramt stiliseret som de fleste af Orson Welles film: "The Stranger" tager her blot et år efter 2. verdenskrigs afslutning et meget betændt emne op. En topnazist er flygtet til USA og lever nu under dække af at være bedsteborger i et lille samfund.

På sporet

Men en agent er på sporet, og snart er nazisten nødt til at springe ud for sin nyviede kone og resten af lokalsamfundet - hvis sandheden overhovedet kan tåle at komme for en dag...

Hypnotiserende

"The Stranger" er helt afgjort bedst i de første tre kvarters tid. Her er Welles' iscenesættelse tæt på at være hypnotiserende og lykkes meget flot i den lækre suspense-indpakning i lys, skygge og skuespil. Hemmeligheden er endnu bevaret - på facaden - og hér trives filmen.

Hemmeligheden optrævles

Mere problematisk bliver affæren, da hemmeligheden optrævles. For her forfalder Welles desværre til det overdramatiserende og let manierede, hvilket smitter af på både intensitet og ægthed. Komplet med tiltagende hyperventilation i tempo, spil og underlægningsmusik.

I egen fælde

Welles spiller særdeles fremragende i filmens vellykkede del, men falder selv i egen fælde i sidste, hvor overspillet er påfaldende. Til gengæld rummer filmen helt igennem solide birolle-præstationer af Edward G. Robinson som agent Wilson - og Billy House som samfundets sympatisk trinde samlingspunkt, Mr. Potter.

Til at spise

Film noir-æstetikken er til at spise og står virkelig flot, mens stilen endnu er relativt nede på jorden. Her er Russell Mettys fotografering og arbejde med lys og skygge central for de vanedannede stærke stemninger.