Den røde rubin (1970)

    En ung mand går fra at være kejtet uvidende udi de nedre regioners kunst til at være alle damers ven.


    RODET PJANK

    Et lille halvt års tid før premieren på den første sengekantsfilm, Mazurka på sengekanten (1970), kunne biografgængere i Danmark og Norge valfarte til dette på papiret seksuelt æggende komediedrama - og filmen blev da også en kommerciel succes.

     

    Seksuel øvelse-gør-mester

    Baseret på en af de mest omtalte norske romaner gennem tiderne, kredser "Den røde rubin" om temaer som kærlighed, elskov og seksuel øvelse-gør-mester. Og i 1970 var dét nok til at fylde biografsalene - et emne, der var relativt nyt cinematografisk stof, og spændende for den brede befolkning.

     

    Det store gennembrud

    "Den røde rubin" betød Ole Søltofts helt store gennembrud - som førsteelskeren Ask, der skal så gruelig meget igennem, før han kan kalde sig udlært udi kunsten at tilfredsstille en kvinde. Efter omtrent 25 samlejer er Ask dog lagnernes konge, og det er der flere, der kommer til at nyde godt af.

     

    Én stor rodebutik

    Filmen fik i sin samtid stor kritik for at være én stor rodebutik, og det kan man stadig - her små 50 år senere - konstatere er tilfældet. Det er både en springende og på flere niveauer usammenhængende historie, hvis formål ene og alene synes at være at imponere med sin tiltagende potens.

     

    Ingen pirring

    Der er reelt set hverken tid eller rum til at indramme begivenhederne. Det ene øjeblik køres i moderne sportsvogn, det næste ringes der af med håndsving på telefonen. Det er svært at finde hoved og hale i - men formålet er nok også at pirre den blotte hale, eller dét, der sidder foran!

     

    Sovekammerøjne

    Megen pirring er der ikke ved filmoplevelsen, der ikke engang når til sengekanten. Et par blege bryster vises villigt frem, ellers er "det frække" begrænset til rigelige mængder sovekammerøjne og en lummer lydside (der fortæller os dét, som billederne ikke må.)

     

    Store armbevægelser

    Et skisma ved Annelise Meineches film er, at den både vil være sengekants-let og -lummer, men samtidig også vil være lødig romanfilmatisering med store armbevægelser. Resultatet er ikke kønt, og det er tilmed kedeligt, langtrukket og uden situationsfornemmelse.

     

    Med stor klaverkoncert

    Ole Høyer, der også begik musikken til sengekantsfilmene, har skrevet et iørefaldende hovedtema og optræder selv som dirigent til dén koncert for klaver og orkester, der indleder og afslutter vores historie. Pressen skrev: "Intetsigende", "En syntetisk rubin", "Erotisk fuser", "Rubinen funklede ikke", "Stangforlorent", "Porno og god underholdning" og "Elegant, men langtrukken rød rubin".



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018