Rosemari (2016)

Standardformuleret, rendyrket feel good-drama med komisk fundament: "Rosemari" er norsk-dansk-tysk koproduceret, hvori stort-barn-søger-forklaringer i en verden præget af mangel på nærhed.

En varm navlestreng

Nærmere bestemt 16-årige Rosemari, der ikke har nogen forældre, og som blev fundet med endnu varm navlestreng på et hotelgulv som spæd. Kvinden, der fandt Rosemari, var Tuva Nuvotnys helt nygifte Unn Tove, og her mange år senere står de snart igen ansigt til ansigt.

Bekender ikke kulør

Til at begynde med bekender Rosemari ikke kulør, men snart kan hun ikke længere holde sin sande identitet skjult - og det kan åbne muligheder for, at de to kan drage ud i verden i en søgen efter teenagerens forældre. Det bringer dem bl.a. helt til København, hvor Tommy Kenter tager imod.

Frustreret teenager

Iklædt masser af "genre-rigtig" musik og kulørte birollepersonligheder til at pifte det hele lidt op, fremstår "Rosemari" aldrig som en decideret tænksom drama-komedie. Ganske vist udgør debuterende Ruby Dagnall i titelrollen en yderst habil frustreret og identitetssøgende teenager, men Dagnall er ret alene i dét ærinde.

Savner grundfjelds-pondus

Tuva Nuvotny er en pæn modspiller, men savner i denne rolle al mulig grundfjelds-pondus, og i Danmark er der heller ikke meget troværdigt over Tommy Kenters eks-pornofilmsproducerende Klaus Dreyer, der forsøger at pakke sandhederne ind i vat for den tiltagende stortudende teenager.

Glemt før sidste scene

Glimtvis opstår en art intensitet ud af "den glemte datters" eget drama, men filmen forsvinder ligeså stille ud i glemslen, allerede før den er nået til sidste scene, og det er ærlig talt for tyndt.