The End of the F***ing World (tvs) (2017)

    James på 17 år er temmelig sikker på, at han er psykopat. Snart møder han den jævnaldrende Alyssa - et de er et umage par på flugt fra det hele.


    SKÆVE INDFALD

    Komisk funderet teenage-krimi, hvor to jævnaldrende og meget lidt gennemsnitlige unge mennesker danner par on the road - på flugt fra systemet, forældrene og det hele. "The End of the Fucking World", som serien velsagtens staves fuldt ud, byder på masser af skæve indfald men bliver også lidt for syret.

     

    Psykopat på fri fod

    James på 17 føler sig overbevist om, at han er psykopat og snart vil begå et mord. Det erfarer vi som noget af det første i serien, for det er også James, der udgør fortællerstemmen og sætter de aparte begivenheder i en nødvendig kontekst.

     

    Et aparte match

    Da han møder den jævnaldrende Alyssa, kan man ikke sige, at det er decideret kærlighed ved første blik, men de to danner alligevel en form for par - hvor aparte et match de end er. Og snart vil James få sit morderiske ønske eller profetien opfyldt, og de unge mennesker er på flugt fra politiet.

     

    Noget ud over det sædvanlige

    Ingen tvivl om at denne britiske serie kan noget ud over det sædvanlige, og man er da også med på idéen - til en vis grænse. Fortællestilen er farvestrålende og helt forankret i de to teenageres udtryksløse, følelsesløse ansigter. Der skal mindst et trykluftsbor til for at få dem i svingninger, så optaget af egne mystiske egoer er de.

     

    Kæk og pang-præget

    Stilen er både kæk og pang-præget (tilmed baseret på en tegneserie), og der hersker ikke tvivl om, at den er skabt for at forføre et overvejende ungt publikum. Der er masser af musik til at slå de akavede toner i handlingen an, og det bliver ret hurtigt en kvæler for dén fortolkning, tilskueren selv måtte arbejde i.

     

    Særpræget stil

    Der er fine scener mellem de to teenagere på flugt, men spillet bliver for ensidigt, og det klæder selvsagt ikke serien i længden, at den er så forhippet på at stå ved sin særprægede stil, at den er nærved at kvæles i den.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, Drama, Krimi, Komedie, Teenagere, 200 min.

    Dansk titel: The End of the F***ing World (tvs)
    Instr: Jonathan Entwistle, Lucy Tcherniak Prod: Kate Ogborn Manus: Charlie Covell Baseret på: tegneserie af Charles S. Forsman Foto: Justin Brown; Ben Fordesman Klip: Celia Haining; Mike Jones Mus: Graham Coxon
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation