Fargo [2] (tvs) (2015)

    Politi og forbrydere i kamp med tiden i en hæsblæsende jagt med masser af lig i slipstrømmene gennem Minnesota.


    FATALE FØLGER #2

    Sammenhængende i denne serie:
    Fargo (1996)
    Fargo [1. Season] (2014)
    Fargo [2. Season] (2015)
    Fargo [3. Season] (2017)

    2. sæson af "Fargo" bringer os en generation tilbage i tiden og er en mindre intens og temmelig rodet fortælling på kækhedens præmisser.

    Formen i fokus
    Man læner sig en del op ad denne særlige Quentin Tarantino-stil, hvor formen er i fokus - og meget i fokus: alt for meget frisk musik og split screens som en slags hyldest til de 70’ere, handlingen udspiller sig i.

    Blodstænkende hæsblæsende
    Når det så er sagt, udgør 2. sæson stadig en blodstænket hæsblæsende omgang underholdning i en grænsende til det vulgære farvestrålende indpakning.

    Hjerteskærende fremstilling
    Mest præsentabel - og stærkest - står sæsonen i sine relativt fåtallige indsigtsfulde menneskeportrætter: den kræftsyge kone passer sig selv, mens politimandsfar jager forbrydere med den døende i tankerne. Her skal Cristin Milioti fremhæves for sin hjerteskærende fremstilling af kvinden uden fremtid.

    Følelsesmæssig kamp
    Og selvsamme kones far - fremragende spillet af Ted Danson - kæmper samme følelsesmæssige kamp i kampilden som politimand og som far til en døende.

    Bindegal husmor
    Mere ekstremt og mindre troværdigt står de mange skurke, som sæsonen disker op med. Kirsten Dunst er småpinligt overspillet som bindegal husmor på flugt med sin slagter/morder-mand. Og hele bagmandsdynastiet af bondeknolde er i bedste fald karikeret, i værste fald ekstremistisk udi det stereotype.

    Overhængende kæntringsfare
    Som nævnt er sæsonen voldsomt plaget af sin musikalske slagside. Endnu en faktor i retning mod den kæntringsrisko, man hele tiden føler er overhængende.

     



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018