Deck the Halls (2006)

Helt i særklasse udvandet, tumpedum og hyperplat venstrehåndsarbejde. Julefilmen "Deck the Halls" rummer ingen formildende omstændigheder, og er fortalt så skabelonagtigt, at selv den mest velment fesne prutte-joke forsvinder i intethedens glemsel.

På reservetanken

Matthew Broderick spiller på reservetanken som kernefamiliefaren Steve Finch, der er lilleputbyens vellidte optiker. Alt ændrer sig imidlertid, da Danny DeVitos bilsælger Buddy Hall flytter ind i huset overfor.

Den forfængelige nabo

Buddy er nemlig den forfængelige type, og han bliver overbevist om, at hans hus skal have så meget julelysudsmykning, at det kan ses fra rummet. Herfra bliver der ikke gået på kompromis, og det indebærer også arbejde midt om natten, til Finch-familiens store frustration.

Indædte fjender

Snart er Steve og Buddy blevet så indædte fjender, at de bekæmper hinanden med næb og kløer, indtil kæden hopper helt af. Det har vi, ligesom enhver anden detalje i "Deck the Halls", set før – her skraber vi bare bunden, så det slår gnister.

Ingen træk på smilebåndet

Der er ikke meget mere end en kvart scene, der giver anledning til træk på smilebåndet, hvilket først og fremmest skyldes, at alt uden undtagelse er hyperventilerende ringe skrevet.

Tåbeligt, idiotisk

Tåbelige sidehistorier, konstant musikunderlagt og idiotiske personer bidrager ikke ligefrem til en form for afstivelse af denne makværks-præstation, der ikke engang kan siges at gå an som uforpligtende julehygge.