Wagons East (1994)

Den i flere henseender store komiker John Candy kan her opleves i sin sidste optræden, før han i en alder af bare 43 år døde af et hjertestop. Det er desværre ikke i en fantastisk rolle, at vi tager afsked med Candy. I det hele taget er "Wagons East" ikke nogen særlig værdig komedie.

Bøvede bonderøve
Det er historien om en flok mere eller mindre bøvede bonderøve, der i Det vilde Vestens storhedstid har fået nok af livet mod vest og hyrer en cowboy til at føre dem sikkert mod øst. Og det bliver ikke nogen helt almindelig rejse: Der er uventede forhindringer, splid og fjendtlighed, og cowboylederen må grave dybt i flæsket for at holde styr på sin flok.

Fladpandet komik
Der er uhyggeligt langt mellem anledningerne til blot at trække på smilebåndene. Komikken er i særklasse fladpandet med idiotisk dialog i en farce, der aldrig finder fodfæste. En smule morskab opstår omkring John C. McGinleys herlige portræt af ultrabøssen Julian anno 1860. Men det er også nærved det eneste morsomme ved "Wagons East".

Afdæmpet exit
Det paradoksale ved John Candys sidste rolle er, at den er temmelig afdæmpet og ude af sync med filmens generelle lalleglade tone. Det former dog en relativt sympatisk afsked, idet Candy formår at få et menneske ud af cowboy-James Harlow.

Lirum-larum-musik
Der er et forventeligt overforbrug af Michael Smalls lirum-larum-genremusik. Mange af scenerne i vildmarken er tydeligvis optaget i studie, hvilket ikke mindst kan høres på lyden.