Atlantic City (1980)

    En ældre herre rodes ind i en narkohandel og gribes af indtægternes omfang. Samtidig tager han sig kærligt af nabokvinden, der må gennemgå store nederlag.


    UNG MØDER ÆLDRE

    Louis Malles "Atlantic City" er en solid og hjertegribende konstatering af, at kærligheden kender sine grænser, trods historiens ihærdige forsøg på at bevise det modsatte.

    I livets efterår
    En nydeligt udseende herre i sit livs efterår passes en dag op af en småsnusket ung mand, der vil have ham til at hjælpe sig med at sælge en ladning narkotika. Inden den ældre mand, Lou (Burt Lancaster), ved af det, er han blevet Drug Dealer, og han bliver faktisk grebet af det. Det giver jo godt med penge.

    Stenrig og gavmild
    Da den unge mand i mellemtiden er blevet elimineret, kan Lou beholde de mange kontanter for sig selv. Og dog: Da han drages af den væsentlig yngre nabokvinde Sallys (Susan Sarandon) ynde og kan se, at hun lider under nævneværdig pengemangel, griber han ind, som havde han altid været stenrig og gavmild.

    Pengetank & bodyguard
    De to kan ikke undgå at falde for hinanden, og det bliver en hjertesag for Lou at beskytte sin unge kvinde, hvis liv somme tider er i fare for skumle bagmænd, der vil høre mere om den eliminerede narkomand, som engang var hendes husbond. Men det er svært for Lou at agere både pengetank og bodyguard.

    Ro og grundighed
    Skuespillet er skønt fra de to hovedrolleindehavere, og en lun humor giver deres forhold liv og atmosfære. Filmen er i sin ro og grundighed en anderledes oplevelse, der i de bedste og mest intense scener giver reelt stof til eftertanke.

    Truslen udefra
    Freden og idyllen er hele tiden truet af det udefrakommende, og det er næsten sikkert, at den kun er til låns. Louis Malle er dygtig til at indkapsle stemningerne, og Michel Legrans musik tager aldrig nogen dikterende styring. Filmen blev fem-dobbelt Oscar®-nomineret og tredobbelt Golden Globe-nomineret.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1980, Frankrig, Canada, Krimi, Drama, 103 min.

    Dansk titel: Atlantic City
    Instr: Louis Malle Prod: Denis Heroux Manus: John Guare Foto: Richard Ciupka Klip: Suzanne Baron Mus: Michel Legrand
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Lancaster)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Sarandon)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste originale manuskript
    • GG-N - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Lancaster)