Die Hard 2 - Die Harder (1990)

    Midt i den søde juletid planlægger væmmelige banditter koldblodige flystyrt, og vor helts kone sidder i luften.


    VILD MEN TÆMMET

    Sammenhængende film:
    Die Hard (1988)
    Die Hard 2 - Die Harder (1990)
    Die Hard - With a Vengeance (1995)
    Live Free or Die Hard (2007)
    A Good Day to Die Hard (2013)

    Bruce Willis spiller endnu engang den møg-uheldige betjent John McClane, der roder sig selv ind i livsfarlige lege. Denne gang befinder McClane sig i en lufthavn, hvor han skal hente sin kone, der har været på en lille ferie.

    Helt på landingsbanen
    Selvfølgelig organiserer en kæmpe terror-gruppe sig samtidig i nærheden af selvsamme lufthavn, og nu gælder det for McClane om at redde de mange fly - og sin kone - fra at styrte i døden..

    Vild - men tæmmet
    Den finske actionmester Renny Harlins bud på en hård dødsmetode er vild - men fantastisk tæmmet. Toeren er en anelse mere klichéfyldt og larmende i sin action - og den trækker sig selv lidt ned ved at være for overgearet.

    Tekniske finurligheder
    Harlin har krydret denne film med uovertruffen fotografering og tekniske finurligheder med en lysende humoristisk distance i de mest pressede og blodige scener. Det er ikke for meget sagt, at hele filmens stærkt katastrofemættede historie er smittende effektiv.

    Gåsehud
    Man får gåsehud, når den fuldstændig umenneskelige skurk Stuart (William Sadler) sender flere hundrede mennesker i døden ved at lade et fly smadre mod landingsbanen.

    Veltimet action
    Al action er veltimet og dejligt nærgående, og Bruce Willis er den evigt frelste helt, hvorpå skud og granater preller af i kilovis. - Det finder man sig mærkelig nok i, men sådan fungerer dén slags film jo som oftest!

    Folk med flyskræk vil nok blive delvist traumatiserede i selskab med filmen, og det må i det barskes tjeneste siges at være en form for kvalitet ved filmen.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017