Down Periscope (1996)

    I en rusten ubåd skal en militærbørge forsøge at skaffe gode resultater med sit slæng af bøvede rekrutter.


    PLAT FOR HVER EN KRONE

    Et svagt kvæk undslipper den hensunkne tilskuer og dennes sprækker af søndagstrætte øjne. Der var sørme en enkelt joke eller endsige en hel scene i komedien "Down Periscope", der var værd at muntre sig lidt over.

    Halvabet militærbørge
    En lettere halvabet militærbørge får tildelt en absolut rusten-gusten ubåd, som det er meningen, han skal dumme sig i.

    Halvhjertede vitser
    Men på trods af bøvede militæroverhoveder og en umulig besætning, lykkes det alligevel at sejre i sidste ende.

    Mystisk umorsomt
    Hvad der ligger bag dette overfladiske rids af handlingen er en hel bande voldsomt karikerede roller, tonsvis af særdeles halvhjertede vittigheder og en hel stak mystisk umorsomme krigs-scener fra havets dyb.

    Fristet til at zappe
    Underholdningsværdien er meget lav, og man fristes let af fjernbetjeningens indbydende knapinferno, indtil man kommer i tanker om, at de andre kanaler bare viser endnu plattere amerikanske komedier.

    Spild af kræfter
    Man ærgrer sig over spildet af kræfter - og gode skuespillere. Navne som Rob Scheider, Harry Dean Stanton, Bruce Dern og William H. Macy hiver alle forgæves efter lidt substans i periskopet.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1996, USA, Farce, Komedie, 95 min.

    Dansk titel: Sænk periskopet
    Instr: David S. Ward Prod: Robert Lawrence Manus: Hugh Wilson, Andrew Kurtzman, Eliot Wald Foto: Victor Hammer Klip: William Anderson, Armen Minasian Mus: Randy Edelman