Citizen Kane (1941)

"Citizen Kane". En af filmhistoriens mest kendte titler. Bare det at nævne titlen emmer af ærefrygt, men også af dannelse. For når filmen af alverdens kritikere og tilskuere regnes blandt verdens allerbedste, må man jo hellere tilslutte sig den kollektive kreds og udpege filmen som et mesterværk.

Betragtet udefra
Eller også kan man vælge at træde lidt ud til siden og betragte filmen på et metaniveau. Mens den spiller, kan man klø sig lidt på hagen og observere, hvad det egentlig er, filmen foretager sig. Hvad det er for narrative kneb, instruktør og hovedrolleindehaver Orson Welles benytter sig af.

"Mesterværket" gennemskuet
Og når man så træder ind i handlingen igen, er det med stor risiko for at have gennemskuet "mesterværket" som et produkt af Kejserens nye Klæder - et par amerikanske boxershorts på piedestal, ophøjet til en forgyldt og attråværdig trusse.

En mystisk borger er død
Borgeren Kane er død, allerede før filmen er begyndt. Men det er netop det, der er spændende. Eller rettere, borgeren Kane var spændende og er efter sin død ikke et mindre mysterium for alverdens nysgerrige journalister.

Et helt særligt ord og dets betydning
I og med at Kane var en kendis og ejede et hav af aviser over det ganske USA, er han interessant og sagnomspunden. Og nu til det helt store mysterium, som alle vil have svar på: Hvorfor sagde manden et ganske særligt ord, da han døde? Svaret blafrer - måske - i flammerne, når filmen toner ud.

Produktet af Kanes liv
Filmen følger Kane helt fra barndommen, hvor han "adopteres" til bedre kår og frem til den alderssminkede alderdom, da kone nummer to er ved at have fået nok af hans facon. Men det kendetegnende ved hele skildringen af Kanes livsforløb er, at det for filmen aldrig er manden, der er interessant. Det er fænomenet Kane, produktet af hans liv og betydningen af hans replikker.

Tungt og uharmonisk
Heraf det åbenlyst overfladiske ved menneskeskildringen. Springene frem i tid er tunge og uharmoniske skridt på vejen til et facit af en ligning, der ligger bag skæbnen. Og som visuel indpakning til at nå i mål i denne matematiske udregning benytter Orson Welles sig af en række tungt harmoniske billedkompositioner, der stritter i hver en nitratblodåre af i film noir-fortællelyst.

Overgjort perfektion
Det kommer til udtryk i en lang række nærmest overgjort perfekte scener, hvor lyssætningen er den absolutte hovedrolleindehaver - den overskygger alt andet og kaster netop skygger. For mørkt og hemmelighedsfuldt skal det være, derfor er det væsentligt, at ansigter er helt eller delvis udvisket af lysets skyggeside, mørket.

Lange lyskegler
Lange lyskegler stråler mod gulvet i en mørk sal, jakkesætsklædte mørkemænd uden ansigter diskuterer Kane. Og som hovedregel følger Bernard Herrmanns musik trop: Sørger for en stemning, der ganske vist ikke er den rette, men dog en stemning. For Herrmanns musik er ofte mærkværdigt lagkagekomisk, når ikke den tordner ildevarslende og formørkende i takt med Kanes mystiske liv.

Malplaceret komik
Der er noget aparte over de komiske indspark, der pludselig turer forbi en ellers helt igennem dunkel filmatmosfære. Er der lagt op til forløsende pludderlatter, når en mand med et "ups" vælter og tager en masse rod med sig i faldet? Eller når en mand med dårlig hørelse insisterer på, at en anden mand er Kane? Set i sammenhængen nærmere malplaceret og i hvert fald ikke scener, der styrker filmens grundlæggende forsøg på at forme en rygrad og identitet omkring mystik med store typer.

Åbenlys leg med lys og skygge
Orson Welles sætter altså ingenlunde narrationens lys under en skæppe. "Citizen Kane" er i meget høj grad en form over indhold-film. Welles selv står meget alene i hovedfeltet blandt skuespillerne. Mange af birollerne er ukendte navne. Fælles for dem alle er, at de ikke har meget at arbejde med i en historie, der blafrer i vinden. "Citizen Kane" er for de fleste et forbillede og en urørlig perle. For de få ikke andet end en åbenlys æstetisk leg med lys og skygge.