Misery (1990)

    Efter en ulykke med bilen samles en forfatter op af en kvinde, der viser sig at være hans store fan. Men hun viser sig også hurtigt at være særdeles uligevægtig.


    TOTAL PANIK

    Rob Reiners filmatisering af "Misery" følger Stephen Kings formidable roman præcist men ikke slavisk. Filmen er medrivende fra starten og arbejder sig afventende op imod mere væmmelige og frastødende, men nødvendigt spændingsskabende, sekvenser.
     

    Kører galt i snevejret

    Da succes-forfatteren Paul Sheldon efter at have afsluttet sin nye roman på et motel i bjergene kører galt i snevejret, reddes hans liv af en forbipasserende kvinde. Kvinden tager ham med tilbage til sit hus og sørger for, at hans brækkede ben bliver forsvarligt afstivede.

    Numer one fan
    Kvinden er hans "number one fan", tidligere sygeplejerske Annie Wilkes. Hun har læst alle hans bøger og ser op til ham som en slags gud. Der går dog ikke længe, før Paul fornemmer hendes ustabile væsen og voldelige tendenser.

    Total panik
    Det går helt galt, da Annie Wilkes erfarer, at Paul i sin sidste nye Misery-bog har ladet heltinden dø. Det kan hun ikke leve med, og Paul skal straffes. Desperat forsøger den handicappede Paul at finde en udvej, når Annie i kortere øjeblikke forlader det forsvarligt aflåste hus. I disse scener får tilskueren ligeså meget sved på panden som den paniske hovedperson.

    Morderisk plan
    Det lykkes Paul Sheldon at tænke sig frem til en morderisk plan, efter at Annie har tvunget ham til at skrive "Misery vender tilbage" på en gammel skrivemaskine.

    Intens affære
    Kathy Bates leverer her karrierens måske altoverskyggende præstation. "Misery" er en meget intens affære, og instruktør Rob Reiner har tilført sin film en sidehistorie, som ikke medvirker i bogen, men som morsomt supplerer den presserende hovedhistorie i filmen: Ægteskabs-forholdet mellem sheriffen og hans kone. De er ved at være halv-gamle, og sarkasmen er ved at tage overhånd i især konens giftige bemærkninger.

    Sære vinkler
    De bedste gys forstærkes i kameravinklingerne, oftest når Paul Sheldon overraskes af Annie Wilkes, og han liggende i sengen kigger lige op i hendes rasende, hævngerrige fjæs.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1990, USA, Thriller, Drama, 103 min.

    Dansk titel: Misery
    Instr: Rob Reiner Prod: Rob Reiner, Andrew Scheinman, Steve Nicolaides, Jeffrey Stott Manus: William Goldman Baseret på: roman af Stephen King Foto: Barry Sonnenfeld Klip: Robert Leighton Mus: Marc Shaiman
    Priser
    • AA - Bedste skuespillerinde (Bates)
    • GG - Bedste skuespillerinde (Bates)