Out for Justice (1991)

    En politibetjent er sporet ind på sin 'ret' til at yde vold. Hævn skal der nemlig til.


    SKUDSVADAER OG FIKSE JOKES

    Endnu en actionfilm, der udelukkende drejer sig om vold, drab, hævn og politibetjente med ret til at gøre med forbryderne, hvad der passer dem. I dette tilfælde er det Steven Seagal, der må det hele. Udover at spille hovedrollen har han også coproduceret filmen.
     

    Myrdet af superskurk

    En dag oplever Seagals figur med det poetisk klingende navn Gino Felino, at hans bedste ven bliver myrdet af filmens superskurk, Richie Madano, foran kone og barn, og da Gino ved, hvem morderen er, kan jagten begynde.

    En god betjent
    Det går ikke så godt med konen derhjemme. Faktisk har Gino lånt sønnen hjem i weekenden, og de skal ud for at spille baseball, da han hører om drabet og må svigte sønnen endnu engang. Arbejdet kalder. Gino kender alle i storbyens hjerte, og man anser ham som en god betjent: retfærdighedens mand. Han tager ud for at tale med morderens forældre, og siger at han vil dræbe ham.

    Ultimativt dumt svin
    For at sætte en stor, fed streg under at Richie Madano er en megaskurk, ja faktisk et stort svin, slår han en helt uskyldig husmor, der dytter ad ham i trafikken, ihjel. Ham må Gino altså få fat i, og det er ikke nok bare at skyde ham, han skal lide..
     

    Plaf & spark

    Med hjælp fra sine mange kontakter i byen, får Gino fat på morderen og hans disciple, de bliver ganske simpelt plaffet ned og sparket i stykker. Blodet flyder, næserne brækker og kuglerne flyver. I mellemtiden har konen sat sig på knæ for at bede Gino Felino om at blive. Det ville jo være bedst for dem begge, og med et kys fortæller de hinanden, at de er enige.

    Intet overladt til fantasien
    "Out for Justice" overlader absolut intet til fantasien. Det er en af de film, man ikke engang overvejer at tænke over bagefter. Der er desværre heller ikke meget action over actionscenerne. Biljagter og larmende opgør på barer med glas der splintrer har vi set før. Med sit stive, ensrettede skuespil formår Steven Seagal heller ikke at tilføre filmen noget.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Action, Krimi, 91 min.

    Dansk titel: Out for Justice
    Instr: John Flynn Prod: Arnold Kopelson, Steven Seagal Manus: David Lee Henry Foto: Ric Waite Klip: Robert A. Ferretti, Donald Brochu Mus: David Michael Frank