What Planet Are You From? (2000)

    En repræsentant fra en fjerntliggende planet med følelsesforladte beboere sendes til Jorden på mission for at forføre en kvinde og få et barn med hende.


    LANGT HJEMMEFRA

    Veltimet absurd komik med overpjattede slagsider: "What Planet Are You From?" er afgjort mest morsom og skæv i starten, men forfalder siden til regulær sødsovset romantik med et twist.

    Ingen følelser
    På en fjerntliggende planet en del solsystemer fra Jorden har beboerne ingen følelser og reproducerer gennem kloning. Nu er planen at overtage Jorden, som man har hørt godt om, og i første omgang sendes en repræsentant af sted i forsøget på at vinde en kvindes hjerte og få et barn med hende.

    Diller-vibrator
    Det er ikke helt uden komplikationer, skal det vise sig, særligt fordi det menneskelignende rumvæsen Harold Anderson fra naturen ikke har nogen diller. Man har forsøgt at montere en attrap, men den siger sjove vibratorlyde, hver gang Harold bliver opstemt.

    Erobrer hjerte og skød
    Det lykkes ham dog alligevel at erobre både hjerte og skød hos den usikre Susan, men hvordan vil hun reagere, når hun hen ad vejen finder ud af, hvem Harold i virkeligheden er?

    Vellykket humor
    Der er vellykket humor på banen, når rumvæsnerne skal skoles i, hvordan man lytter til en kvindes talestrøm og svarer "interesseret" med et "aha". Og helt nede på Jorden er John Goodman i fin form som betjenten Roland Jones, der som den eneste er ved at have gennemskuet Harolds sande identitet.

    Fat i den lange ende
    Garry Shandling leverer varen nogenlunde i hovedrollen, ligesom Annette Bening har fine øjeblikke som den hen ad vejen ulykkeligt gifte Susan. Men det er primært i de mange fine jokes centreret om parforhold og sex, at filmen lykkes. Her har man fat i den lange ende, så at sige.

    Usandsynligheder i kø
    Usandsynlighederne står i kø, fx er det påfaldende, at Susan aldrig går hele vejen i sin efterforskning, når hun erfarer, at Harolds diller brummer. Hun ser den tilsyneladende aldrig.

    Den rene sødsuppe
    Man ærgrer sig over, at de skæve indfaldsvinkler ikke får lov til at leve filmen igennem, og at det i stedet udvikler sig til den rene sødsuppe, suppleret af tiltagende plathed. For en sikkerheds skyld understøttet af Carter Burwells temmelig flade underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024