Bronco Billy (1980)

    Mod sin vilje bringes en rig kvinde i cirkus og udvikler et makkerskab med cirkuslederen og hans hjælpere.


    SELVIRONIENS SVÆRE KUNST

    En herligt selvironisk Clint Eastwood skifter stil med denne farce. Endnu engang beviser han, at han kan og vil andet end indspille western- og politifilm, og i "Bronco Billy" viser han mange stærke sider som instruktør. Bronco Billy leder et omrejsende Wild West Show som et forsøg på at få hold på tilværelsen igen efter syv år bag tremmer.

    Fodfæste i cirkus
    Fra fængslet har han en række forbrydere med sig, som finder fodfæste hos ham og lærer sig selv nogle numre, de kan optræde med for publikum. Sideløbende med at vi ser Bronco Billy slå teltet op for første gang, følger vi den supersnobbede, Antoinette Lily, der gifter sig på rådhuset med John Arlington, udelukkende for at få fingre i en millionarv. Da Arlington render med alle hendes juveler efter en skuffende bryllupsnat på et motel, står den "stakkels" Antoinette tilbage i natkjole og uden en cent at ringe hjem for.

    En ydmyget snob
    Nu dukker Bronco Billy op. Han får medlidenhed med kvinden og lover hende en cent, hvis hun vil optræde som hans assistent i showet næste gang. Til sidst giver hun sig - hun bliver nødt til det - og hun føler sig frygteligt ydmyget ved situationen og latterliggør Billys show i stærke gloser.
     

    Morsomme scener

    Men der skal ikke gå så forfærdelig lang tid endda, før Antoinette bliver blødt lidt op af al den cirkus og af Billys cowboyfremtræden. Efter et noget langtrukket anslag, hvor vi bliver vist rundt i manegen, bliver filmen faktisk kun bedre og bedre. Selvom man har gættet, hvordan det skal gå mellem Billy og Antoinette, er filmen dejligt engagerende og ind imellem hylende morsom.

    Morsomheder på stribe
    Noget af det morsomste står Geoffrey Lewis for: I rollen som den narrede ægtemand er han særdeles uimodståelig. Sondra Locke er også skæg - i en af sine bedre roller. Men Eastwood selv leverer også mange morsomheder. Han har valgt at leve som cowboy - en drengedrøm - og hans manerer og fremtræden er fuldendt wild west'ske. Der er mange mindre historier i historien, og de hænger rigtigt godt sammen.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1980, USA, Komedie, Eventyr, Action, Dyr på film, Romantik, 112 min.

    Dansk titel: Bronco Billy
    Instr: Clint Eastwood Prod: Dennis E. Hackin, Neal Dobrofsky Manus: Dennis E. Hackin Foto: David Worth Klip: Ferris Webster, Joel Cox Mus: Snuff Garrett