The 33 (2015)

    En gammel chilensk guldmine kollapser og fanger 33 arbejdere dybt nede i klipperne. På mirakuløs vis bliver de alle reddet, efter mange dage i dybet.


    DYBT AT FALDE

    Baseret på det et af det virkelige livs guldminekollaps, i Chile 2010, spinder "The 33" guld på katastrofen med et par internationale stjerner til at peppe det hele lidt op.

    Gennemsyret sødladen
    Det står dog meget hurtigt klart, at denne amerikansk/chilenske koproduktion på ingen måde søger hverken autenticiteten eller oprigtigheden. Filmen er gennemsyret sødladen, klichémættet og præget af vaklende skuespil og generel famlen.

    Guldminen kollapser
    Da minearbejderen Mario Sepulveda (i skikkelse af Antonio Banderas) og hans 32 kolleger mærker guldminen kollapse over sig, er det med at tage benene på nakken og søge tilflugt i det særligt stærke sikkerhedsrum, hvor der er mad og drikke til 30 personer i 3 dage.

    Klichémættet typegalleri
    Men da det næppe lykkes verden ovenfor at bore sig vej gennem klipperne på så kort tid, sætter Mario sig i spidsen for en effektiv rationering. Den falder bestemt ikke i lige god jord hos alle, og her sørger det klichémættede typegalleri for, at der er lidt til både den bøvede og mere tænksomme side - set i et minearbejderperspektiv.

    Projekt bjærgning
    Oppe i den friske luft har en hær af pårørende barrikaderet sig og venter olmt på svar fra myndighederne på, om det skrider frem med projekt bjærgning. Hér sætter den handlekraftige María Segovia sig i spidsen (ynkeligt portrætteret af Juliette Binoche).

    Et hurtigt kollaps
    "The 33" vakler altså ikke kun i spil og troværdighed. Filmen sørger også for sin egen hurtige kollaps ved at insistere på halsbrækkende sydamerikanske accenter for alle medvirkende - og ingen slipper nogenlunde acceptabelt af sted med det.

    Konstant sødsuppemusik
    Læg dertil en konstant sødsuppemusik - nærmere musak - af James Horner (et af hans sidste nodehæfter til film), og du har en uelegant oversukret kulisse, der indhyller enhver begivenhed i det påtaget klistrede.

    Ringe visuelle effekter
    Filmens visuelle effekter er ikke prangende og trækker den sidste gnist af drama ud af oplevelsen. Dårligt animerede stenskred og støvskyer sætter bare prikken over i’et på en overlang og overgjort film uden den mindste form for personligt præg.

    Lukrative ekslusivaftaler
    Allerede da forbindelsen mellem dyb og jordoverflade blev etableret, mange dage før borene nåede de 33, stod filmselskaber og bogforlag i kø for at indgå lukrative eksklusivaftaler med de udmattede minearbejdere.

    Der er sandt at sige ikke kommet noget kunstnerisk eller endsige troværdigt ud af denne amerikansk/chilenske film.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2015, Chile, USA, Biografi, Katastrofefilm, Drama, 127 min.

    Dansk titel: The 33
    Instr: Patricia Riggen Prod: Robert Katz, Edward McGurn, Mike Medavoy Manus: Mikko Alanne, Craig Borten, Michael Thomas Foto: Checco Varese Klip: Michael Tronick Mus: James Horner