D'Ardennen (2015)

2015s helt store publikums- og prisbasker hjemme i Belgien – og internationalt anerkendt for sin rå historie om to brødre på kanten af loven og livet. Men "The Ardennes" kan ikke på nogen måde beskyldes for at være en original film, og derfor undrer bølgen af anerkendelse betragteligt.

Bund-forudsigeligt
Faktisk udvikler historien sig så forudsigeligt, at underkæben er lige ved at blive tabt af forbløffelse. Dette her har vi virkelig set portrætteret på film uendeligt mange gange før – og også uendeligt mange gange bedre, endda i Hollywood-regi.

Negativ attitiude
Da den rå Kenny med den slemme banditfrisure kommer ud af spjældet er det med en generelt negativ attitude, og der skal da heller ikke gå lang tid, før han igen er på vej ud i noget værre snavs. Men samtidig er der stor risiko for, at brormand Dave trækkes med ned i dyndet. Måske har han selv bedt om det, for der er liiige noget, han ikke rigtig kan få sagt i tide.

Fortærskede faresignaler
Robin Pronts spillefilmsdebut emmer af fortærskede kriminelle faresignaler: Stereotyper over hele linjen, en svulstig visuel stil (komplet med slowmotion-sekvenser, når det rigtigt spidser til) – og ikke mindst brummende lyddesign og oceaner af filmmusik (herunder pumpende techno, der delvist skal forestille at opstå ud af handlingen).

Meget forudsigeligt
Der er stort set ikke dén scene i filmen, der ikke kan forudsiges længe i forvejen, og således fremstår den ofte grafiske vold langt mere formålsløs end skræmmende. Der er nemlig slet ingen intensitet og sitren i spændingsopbygningen: De omtalte stereotyper og narrative valg siger det hele.

Ingen gnist
Du skal i hvert fald være ualmindeligt ny i mødet med genren for at finde de mange "farligt ekstreme" begivenheder, og det fortærskede Brothers in Crime-emne interessant. Indlevelsen fra skuespillerne er so so – igen er der ingen gnist i formidlingen.

Inspiration fra Refn
Inspirationen fra blandt andre Nicolas Winding Refn fornemmes. Vil du endelig ind i dén langt mere vellykkede stemning, kan man med fordel se særligt Pusher (1996) og Pusher 3 – I'm the Angel of Death (2005).