Der Untergang (2004)

    Adolf Hitlers sidste dage i kæmpebunkeren under Berlin kommer op til overfladen.


    STÆRKT OG BEVÆGENDE

    Lige siden det tredje riges fald i 1945 har der været en form for "tavshedspligt" for tyskerne - Hitler og hans undergang er ikke noget, man har talt offentligt om.

    Og frem for alt har det kun nødigt ligget til diskussion, om diktatoren Hitler kunne tænkes at være andet end fuldkomment sadistisk svin.

    Fortiden op til overfladen
    Det er der med ét slag blevet vendt op og ned på med Oliver Hirschbiegels film "Der Untergang". Pludselig kommer Hitlers sidste tid i den enorme bunker under Berlin op til overfladen.

    Hitler tilbragte de sidste uger af anden verdenskrig inden Tysklands kapitulation i førerbunkeren under Berlin. Sammen med ham var kæresten Eva Braun, en del militærfolk, en sekretær og en række andre, der ønskede at dele den sidste tid sammen med føreren.

    Selvom det er ganske givet, at Hitler er en slagen mand, vælger han til det sidste at kæmpe en umulig kamp fra bunkeren i en krig, som han på ingen måde har føling med på den anden side af jordskorpen.

    Dagen inden Hitler og Braun begår selvmord er de blevet gift i bunkeren, og efter førerens død følger endnu mange selvmord.

    "Der Untergang" viser for første gang Adolf Hitler som et menneske, og denne beskrivelse af den gale diktator har været tiltrængt længe.

    Bruno Ganz ER Hitler
    Bruno Ganz er ganske enkelt synonym med Hitler i en præstation, der er så overbevisende, at man må knibe sig i armen. Det er næsten helt overrumplende at opleve Hitler "i egen levende person".

    Filmen er stærk fra ende til anden, et barskt scenarie af død, ødelæggelse og personlig ruin. Men den tilfører verdenshistorien nye dimensioner ved at portrættere Hitler som andet end gal. Det gør filmen bevægende og giver stof til eftertanke.

    Undergangen er nær
    Lyd og billede er effektive virkemidler i portrættet af krigen oppe over jordskorpen. Man er ikke i tvivl om, at undergangen er nær.

    Enkelte scener vil man huske særligt for deres psykiske intensitet, men generelt befinder filmen sig på et niveau af intensitet, der gør den uhyre svær at ryste af sig.

    Førerbunkeren og dens uhyggelige rum og korridorer af beton er formidabelt genskabt - det skaber en klaustrofobisk uhygge, der forstærker autenticiteten i en grad, så man næsten føler, at man selv har været der.

    Personligt og ufarvet portræt
    Det er svært at føle medlidenhed med en mand som Hitler, men alligevel er "Der Untergang" nok det tætteste vi kommer på et personligt og ufarvet portræt af manden og hans sidste dage.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2004, Tyskland, Østrig, Italien, Biografi, Krig, Krigsdrama, Historie, 160 min.

    Dansk titel: Untergang, Der (Downfall)
    Instr: Oliver Hirschbiegel Prod: Bernd Eichinger Manus: Bernd Eichinger Baseret på: bøger af Joachim Fest, Traudl Junge og Melissa Müller Foto: Rainer Klausmann Klip: Hans Funck Mus: Stephan Zacharias
    Priser
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • BD - Bedste ikke-amerikanske film
    • RB - Bedste ikke-amerikanske film