Old School (2003)

    Tre gutter starter lidt tilfældigt en form for broderskab, hvor mænd har mulighed for at boltre sig lidt på afstand af snærende parforhold.


    ET FRISTED FOR MÆND

    Fine fnis opstår i mødet med genrespecialisten Todd Phillips' komedie "Old School". Først og fremmest vinder filmen på sine karakteristikker af parforholdets snærende bånd – og ikke mindst de tre gutters forsøg på endelig at gøre sig fra af tøffelrollen og træde i maskulin karakter.

    Kreativ historie
    Efter en lovlig kæk start finder filmen snart et leje, hvor den kan være sin kreative historie rigtig bekendt. Det begynder egentlig med, at Will Ferrells Frank ("The Tank") løber nøgen og hujende fuld rundt gennem byen og samles op af sin måbende (og nygifte) kone.

    Følelsesmæssige kvaler
    Frank har netop forbrudt sig på alle ægteskabelige regler, og bedre bliver det ikke i den følgende parterapi, hvor han totalt misforstår "det åbne rum for følelser" og foran sin kone fortæller terapeuten om sine følelsesmæssige kvaler ved udsigten til at skulle have sex med kun én kvinde resten af sit liv.

    Nyder de frie rammer
    Nu gælder det om at finde en balance, hvor der er plads til både ægteskabet og til det succesrige broderskab, som Frank har startet sammen med vennerne Mitch og Beanie. For det er ikke kun de tre, der nyder de frie rammer. Hele nabolaget med opland er glade for de store fester med benefits – fri for lillemødre.

    Dyrisk mandeadfærd
    "Old School" har altså fine sekvenser og seancer, hvor kønsroller og dyrisk mandeadfærd sættes på spidsen, men filmen kammer også ind imellem over i det lidt for lavplatte. Hermed er balancen ikke helt intakt hele vejen i mål, men de mange sjove og skæve påfund fascinerer og fryder alligevel.

    Vanskelig blanding
    Bedst blandt gutterne er Will Ferrell, der indkapsler den vanskelige blanding af sart mandfolkestykke og macho-heman til perfektion. Mere stereotyp er Vince Vaughn, mens Luke Wilson lykkes fint med sit underspil.

    Kønsrollenormer
    Mændenes respektive kvinder, koner og ekskoner er mere vage, men måske er det også en del af filmens morale, at mænd skal have lov til at have et fristed, hvis ikke de skal brænde sammen derhjemme. At det holder hårdt i filmen er selvfølgelig også et perspektiv på samfundets kønsrollenormer.

    Genre-arketypisk
    Theodore Shapiro leverer den genre-arketypiske musik uden ret meget charme. Men der er generelt uendelig langt imellem Hollywood-komedier, der bevidst underspiller på musikkens rolle.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024