Batman Forever (1995)

    En superhelt sættes på hårde prøvelser, da to superskurke begge vil ham det onde. Han får heldigvis hjælp fra flere kanter.


    KNALD PÅ FART & FARVER

    Film om Batman:
    Batman (1989)
    Batman Returns (1992)
    Batman Forever (1995)
    Batman & Robin (1997)
    Batman Begins (2005)
    The Dark Knight (2008)
    The Dark Knight Rises (2012)

    Efter at have instrueret to Batman-film trådte kreative Tim Burton et skridt tilbage, og overlod roret til den kommercielt duelige Joel Schumacher. Burton producerede stadig, men der var helt givet lagt op til en anden kunstnerisk linje.

    Uden blusel
    Og "Batman Forever" er da også en anden type filmoplevelse, men ikke nødvendigvis en dårligere end Burtons. Schumacher går direkte i flæsket på superheltematerialet uden blusel. Det betyder hele arsenalet af effekter på både billede- og lydsiden.

    Action på drengen
    Med andre ord action på drengen - og dét former en alt andet lige uhyre underholdende eventyrfilm. At det så ikke er videre kønt betyder mindre. Det er farvestrålende og kommercielt, så det basker, og de to timer flyver mere eller mindre af sted.

    Svært at fokusere
    Superhelten Batman (denne gang Val Kilmer) bliver både forelsket og forfulgt. Blondinen Chase Meridian (Nicole Kidman) har han et godt øje til. Men det kan være svært at fokusere, når superskurkene Two-Face (Tommy Lee Jones) og Riddler (Jim Carrey) hele tiden forstyrrer i kulissen.

    Nyt superheltesamarbejde
    Heldigvis får Batman god hjælp fra det djærve unge Robin (Chris O´Donnell) - en hjælp der skal vise sig at blive startskuddet til et nyt superheltesamarbejde - hvad Schumachers opfølgerfilm alene i titlen "Batman & Robin" proklamerer.

    Ekstremt støjende
    "Batman Forever" producerer nærved al tænkelig støj i denne (film)verden og komprimerer det i et visuelt og auditivt krævende filmunivers, der bestemt ikke er for den sarte tilskuer.

    Sofistikeret humor
    En nærværende og egentlig ganske sofistikeret humor bærer filmoplevelsen mod mildere vinde, og her er især Jim Carreys præstation værd at fremhæve. Carrey er i sandhed i sit komiske es!

    Dybdedramatisk musik
    Elliot Goldenthals dybdedramatiske filmmusik er, når nu det skal være, meget stemningsfuld. Men man skal faktisk have stort kørekort i dechifreringens kunst for at kunne adskille den ene lyd fra den anden i filmens hysteriske univers, der pumper derudad til allersidste scene. "Batman Forever" nomineredes til tre Oscars®: fotografering, lyd og lydeffektsklipning.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1995, USA, Eventyr, Action, Komedie, 121 min.

    Dansk titel: Batman Forever
    Instr: Joel Schumacher Prod: Tim Burton, Peter Macgregor-Scott Manus: Lee Batchler, Janet Scott Batchler, Akiva Goldsman Baseret på: tegneserier af Bob Kane Foto: Stephen Goldblatt Klip: Mark Stevens, Dennis Virkler Mus: Elliot Goldenthal
    Priser
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste lydeffektsklipning
    • GG-N - Bedste sang ("Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me")