Befrielsesbilleder (1982)

    I dagene omkring befrielsen i maj 1945 følger vi en tysk Wehrmacht-soldat, der undslipper de allierede og opsøger sin danske elskerinde.


    FRA HELVEDE TIL HIMLEN

    Lars von Triers afgangsfilm fra Den Danske Filmskole er denne rystende, rørende og uafrysteligt geniale "Befrielsesbilleder", der i sin timelange stil- og æstetikbevidste fremtoning vælter verden omkuld for en stund og skaber et tomrum, en stille gysen.
     

    Følger ikke strømmen

    Trier slog hermed fast med syvtommersøm, at han ville noget anderledes, at han ikke fulgte med strømmen, at hans film havde mere på hjerte end det håndgribelige, at han ville andet og mere end fortælle kausale historier, at han søgte at finde essensen af selve livet og døden i et dybt personligt kunstnerisk udtryk.
     

    Vakte opsigt

    "Befrielsesbilleder" vakte forståeligt stor opsigt, da den i 1982 forelå som Triers afgangsprojekt. Anmelderne var i det store og hele positive, og filmen - der var usædvanlig lang med dine 57 minutter - opnåede den for filmskoleafgangsfilm sjældne ære at komme i dansk biografdistribution.

    Stadier på lidelsens vej
    Filmen består af tre hovedscener, man kan tale om tre stadier på en lidelsens vej. Vi bevæger os fra helvede over skærsilden til paradis, set i apokalyptisk belysning. En rejse via aften, nat og daggry fra helvedet til himlen.
     

    Lys i åbne vidder

    Det er virkelig denne følelse, man sidder med i hele kroppen - at komme fra det evige angstmættede mørke til det befriende naturens lys i åbne vidder, men hele tiden følger en knugende rædsel og dybt forankret tvivl den sanselige rejse. Mellem de tre hovedscener er der korte sekvenser med filmoptagelser fra maj 1945, autentiske befrielsesbilleder, der viser brutaliteten og ydmygelsen i behandlingen af de arresterede, mistænkt for at være værnemagere, stikkere, tyskerpiger. Disse filmoptagelser er arkivbilleder fra Danmarks Radio, som for de fleste vedkommende havde ligget urørt hen, indtil Trier fik fingre i dem.

    Vovet og provokerende
    At vise befrielsen fra denne mørke og ubehagelige vinkel er både vovet og provokerende, filmen bliver i dette lys kontroversiel, men skal ses mere som en privat provokation i betragtning af, at Triers mor havde været aktiv i modstandsbevægelsen og Triers far som jøde havde måttet gå i eksil.
     

    Særpræget farvestruktur

    Trier og hans medmanuskriptforfatter og fotograf Tom Elling arbejdede intenst med indstillingernes indbyrdes forhold og med en særpræget farvetekstur (optaget i sort/hvid negativ, kopieret på farvefilm via filter; skovscenen var i farvefilm, hvor filtersætteren havde sat det hele grønt).

    En dybt personlig filmoplevelse
    At opleve "Befrielsesbilleder" er noget dybt personligt, en følelse af afmagt i hele kroppen, en lyst til at brøle af rædsel og græde i fortvivlelse. Det er en filmisk oplevelse, der går langt ud over det almindeligt begribelige.
     

    Den stærkeste kunst

    Kun den stærkeste kunst kan bevæge så stærkt, sætte så meget i stemning, skabe så meget psykologisk og kropslig kontakt til noget uhåndgribeligt. Trier skaber allerede i sin afgangsfilm denne kontakt, ikke mindst hen imod slutningen af filmen, i en af filmhistoriens måske mest bevægende scener - her gengivet fra manuskriptet:

     

    "Nu løfter han hovedet en smule igen..."
    Nu løfter han hovedet en smule igen..som et dyr der vejrer.
    Vi ser kun ganske lidt blod i hans ansigt..hans øjne er stadig lukkede.
    Nu sker der noget.
    Uendelig langsomt ændrer vores baggrund sig..stammerne, skoven.
    Vi hæver os i forhold til tingene!
    Vi holder Mendels foroverbøjede profil og hæver os opad sammen med ham.
    Vi er højt i skoven nu, vores musik bryder frem.
    Mendel er ubevægelig, og vi er højt oppe, og snart bryder vi gennem trækronerne.
    Vi kan se lidt vind i Mendels hår heroppe. Han er rolig. Under ham den uendelige skov.


    Den enkelte scenes gådefuldhed
    Trier dvæler - som i filmskoleproduktionen Nocturne (1980) - ved den enkelte scene, den enkelte indstillings gådefuldhed og fascinationskraft på bekostning af den fortællende dynamik.
     

    Tarkovskij som hovedindflydelse

    Hovedindflydelsen er stadig Andrej Tarkovskij, men Trier giver sin film en stærk personlig stil og identitet: vand og spejling, reflekser, skygger, lysstrejf i stadige variationer. Skuespillerne er ikke egentlige aktører, de er bærere af sorgen, uhyggen, væmmelsen og afmagten i Triers stemningsbillede, som da Edward Flemings Wehrmacht-soldat i filmens skovscene forsøger at kommunikere med fuglene.
     

    Intertekstuelle referencer

    Filmen er tæt af intertekstuelle referencer, det stof som mange af Triers film er gjort af. Der synges og fløjtes folkesange, Mendel citerer hviskende fra Bibelen, vi hører Mozarts dissonanskvartet og Pierre de La Rues messer; der er Satans tegn over døren. En film for et meget lille publikum, men for de få, der formår at modtage og rumme "Befrielsesbilleder" er det en oplevelse for livet.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1982, Danmark, Psykologisk drama, Krigsdrama, 57 min.

    Dansk titel: Befrielsesbilleder
    Instr: Lars Von Trier Prod: Per Årman Manus: Tom Elling, Lars von Trier Foto: Tom Elling Klip: Tómas Gislason Mus: Pierre de la Rue
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation