Fat Man and Little Boy (1989)

Det har sikkert strejfet mange tanker, hvordan det kunne komme så vidt, at amerikanerne valgte at smide to atombomber over Japan under anden verdenskrig.
 

Et lærerigt møde

Det er stadig den dag i dag ubegribeligt, at det fik lov at ske, men denne film kan give en vis indsigt i dispositionerne op til de fatale nedkastninger og er et historisk sagligt og lærerigt møde med nogle af de personer, der var involveret i beslutningen.
 

Beslutningerne bag bomben

Historien er jo uhyggeligt velkendt, men Roland Joffés historie bringer nye facetter ind i processen ved at skildre personerne og beslutningerne bag bomben. Hvem var den bestemmende general, hvem var hjernen bag, og ydermere: hvilke personlige tab led de involverede?

Kendte ikke konsekvenserne
Filmen beskriver ganske godt, hvordan man overhovedet ikke kendte til hverken virkning eller konsekvenser af en atombombe, hvordan bestrålede ofre skulle behandles, hvordan man kunne forvente, at de ville reagere, hvordan man kunne beskytte sig osv.
 

Moralsk samvittighed

Udviklingen af bomben var i vid udstrækning fri for moralsk tænkning, men i filmen kommer en Hollywood-genereret moralsk samvittighed alligevel ind i billedet sent i forløbet. Paul Newman, der har mest at skulle have sagt i filmens første halvdel, gør en gennemsnitligt autoritær figur: jævnt og overbevisende. Han er imidlertid den eneste skuespiller af førsteklasses karat i denne film, og der er ingen der synes i stand til at yde et helt troværdigt modspil.

Hollywood-stilrent
Historien arbejder sig minutiøst og meget klassisk Hollywood-stilrent langsomt men sikkert mod et forventet klimaks, der dog når det kommer til stykket er temmelig begrænset.
 

Grundig isceneslttelse

Hele vejen igennem er iscenesættelsen grundig, bastant og gammel-skolet uden nogle visuelle eller lydmæssige eksperimenter, blot flot og klassisk håndværk efter det sædvanlige snit.

Båret af voldsom drivkraft
Grundighed og klassisk håndværk gør ikke nødvendigvis nogen interessant film, og "Fat Man and Little Boy" placerer sig i grænselandet mellem jævnt kedeligt og jævnt underholdende; båret primært af en voldsom drivkraft, fordi vi på forhånd ad historisk vej ved, hvor det hele ender.
 

Slibrig sentimentalitet

Ind imellem skæmmer slibrig sentimentalitet, når filmen går helt ind bag facaden på de involverede og deres privatliv. Det rene fyldstof og ydermere sovset ind i Ennio Morricones patriotisk-harmoniske musik.