Ledsaget udgang (2007)

    En læderjakkeklædt fange har fået en dags ledsaget udgang fra fængslet for at deltage i sin søns bryllup. Han benytter lejligheden til at besøge gamle venner og fjender.


    ERIK CLAUSEN LIGHT

    Erik Clausen har altid været en ener i dansk filmproduktion, og han tør stå ved sine dejligt banale og jordbundne historier, der udgør friske pust i slipstrømmen på alle de vamle, fortænkte og forskruede tilbud, som broderparten af dansk film ellers kan byde på.

    "Ledsaget udgang" er historien om den fængslede John (Erik Clausen), der i anledning af sin søn Kenneths bryllup har fået en dags ledsaget udgang.

    Læderjakkeklædt spradebasse
    Fængselsbetjenten Bo (Jesper Asholt) skal mandsopdække den læderjakkeklædte spradebasse, og det er ikke nogen nem opgave, for John sætter dagsordenen fra første færd.

    Han gider ikke køre med bus, så de tager en taxa. Han vil lige besøge sin barndomsgade, han skal lige ordne forretninger med gamle venner og fjender - han har i det hele taget en hel masse ting, han lige skal have gjort.

    Bo er tilsyneladende både genert og naiv og tillader spradebassens små ærinder, men det skal vise sig, at også Bo kan træde i karakter - og måske slet ikke er så lille og uskyldig, som det kunne se ud til.

    Befriende uprætentiøs
    Filmen rummer rigtig meget af den gamle Clausen og er i sin grundsubstans solidt plantet i det befriende uprætentiøse og råkøbenhavnske centrum, som vi kender og elsker Clausen for.

    Den københavnske autenticitet er yderligere og bekræftende forstærket af Kim Larsens iørefaldende titelmelodi; "Jeg er en af de få, som der er mange af".

    Replikkerne er vakse og sine steder lige i øjet, og filmen lever længe højt på det aparte makkerskab John og Bo imellem.

    Filmen knækker
    Hvor filmen så at sige knækker for Clausen er, da han forsøger at vende begivenhederne mod mere forløste kausale strømninger, hvor dramaturgien bliver en sløjfe om et etisk og moralsk dilemma, der ikke klæder historien.

    Johns aggressioner, luderen Lisbeths rapkæftede råb om impotens og Bos pludselige transformation fra from til fatal bliver et samlet vendepunkt ikke alene for filmens generelle stemning men også for dens troværdighed som Clausen'sk komedie.

    Moralsk alvor
    Hvor kommer denne pludselige moralske alvor fra, det ligner ikke Clausen, og det klæder hverken ham eller filmen.

    I samspillet mellem Clausen og Asholt finder man mange gyldne stunder, selvom one-liner-replikskiftet ind imellem synes lidt for konstrueret. Filmens bedste sekvens opererer omkring Elith "Nulle" Nykjær, der spiller den barske og letantændelige eksforbryder "Sømmet" med en genial sans for komik.

    Bokseren Superbrian Nielsen har en fin lille optræden som sig selv på Hovedbanegården.

    Efterfulgt af Frihed på prøve (2010).



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2007, Danmark, Komedie, Drama, 90 min.

    Dansk titel: Ledsaget udgang
    Instr: Erik Clausen Prod: Peter Ingeman Manus: Erik Clausen Foto: Rasmus Videbæk Klip: Kasper Leick, Anders Refn Mus: Kim Larsen
    Priser
    • RB-N - Bedste sang ("Jeg er en af de få, der er mange af")