Bone Tomahawk (2015)

Ikke uden et twist af lighed med Peter Weirs australske Picnic at Hanging Rock (1975) er "Bone Tomahawk" på alle måder en positivt forbløffende filmoplevelse, der med sin blanding af gys, western, mystik og historie (for)fører ind i et helt unikt univers, som de fleste sent skal glemme.

Morderiske skygger
Fra det fuldendt forjættende anslag, hvor alt overlades til den fri fantasi med mærkelige morderiske skygger i en endnu ikke forklaret sammenhæng – men dog tydeligvis i en afsides beliggende flække – fører den spillefilmsdebuterende instruktør S. Craig Zahler os dybt ind i det gåde- og fantasifuldes verden.

Ud i vildmarken
I Zahlers egen historie, der søger så meget dybere end det rent sensationelle, kommer vi med Kurt Russells sherif Hunt og hans lille følge ud i vildmarken. Begivenhederne udspiller sig sidst i 1800-tallet, og årsagen til vildmarksturen er, at vilde huleboere bl.a. har kidnappet en ung kvinde.

En farefuld færd
Med på den mildt sagt farefulde færd er den kidnappedes mand, Patrick Wilsons Arthur. Hæmmet og lidende, som han er af dén krykke, han må støtte sig til på grund af en alvorlig skade i benet, falder han ofte tilbage fra de andre og må overleve på bedste beskub.

Mystiske hulefolk
De mystiske hulefolk har ikke noget sprog, men kalder på hinanden med et hårrejsende og øredøvende brøl af en anden verden. Noget, det skal vise sig, at de kun kan af en helt særlig grund, som ikke skal afsløres her.

Helt igennem sin egen
I det hele taget er det ikke en film, der skal spoiles i alt for høj grad, simpelthen fordi historien er så helt igennem sin egen: Original, hårrejsende, bestialsk – og samtidig ikke uden humor.

Dvælende og stemningsmættet
Samtidig er filmarbejdet gudesmukt i en rolig, dvælende og stemningsmættet indfangelse af den ugæstfri natur og dens mange skiftende belysninger. Benji Bakshis fotografering fortjener al mulig ros og bidrager til den meget høje grad af autenticitet, som filmen udstråler, midt i sit krævende plot.

Fravær af musik
En anden ting, der bemærkes fra første scene, er fraværet af filmmusik. Her er ingen toner overhovedet, og lyddesignet er afstemt fuldstændig efter handlingens indledningsvis overvejende rolige begivenheder. Senere opstår små blokke af enkel, minimalistisk underlægning, men ikke noget, der på nogen måde tager styringen.

Omvæltende klimaks
Efterhånden som dramaet spidser til – og dét må man virkelig sande, at det gør – frygtes en tiltagende vulgaritet i fortællestilen, der kan kaste alt det gode i grams. Men nej, tone og stil er gennemført, så selv det yderst omvæltende klimaks står klart, tydeligt og velafbalanceret i al sin vold og magt.

Universel frygt
En helt universel frygt – en dødsangst midt i de uendelige åbne vidders mange farer, er den herskende stemning, fra det lille hold begiver sig ud på den ualmindeligt højrisikofyldte tur. Den fremmede ondskab, som uden tvivl venter forude, er skildret i perfekt balance og harmoni med nærved i hele følelsesregistret.

Koldsvedig alvor med humor
Netop derfor står "Bone Tomahawk" så stærkt. Fordi den tør stå ved sin skæve historie, og fordi de fire fyre på den farefulde færd er så skønt spillet i en blanding af koldsvedig alvor og det humoristisk afvæbnende af Kurt Russell, Patrick Wilson, Richard Jenkins og Matthew Fox.