The Last Emperor (1987)

Den hæderkronede og ind imellem modige italienske instruktør Bernardo Bertolucci er skaberen af dette nærmest rabiat episke filmværk om kejserdømmets storhed og fald i Kina omkring 1910.

Langt fra virkeligheden
Linjerne er meget store, fortællestilen er malerisk og langstrakt med krydret Kina-agtig musik. Billederne er højdramatisk farvelagte fra det ultranære til det ekstreme totale. Denne stil gør filmen langt mere distanceret fra virkeligheden - og forstærker følelsen af at befinde sig i et fatalistisk teaterstykke.
 

Strækker sig over 60 år

Filmens historie strækker sig over godt 60 år, fra det herrens år 1908, hvor 3-årige Pu Yi krones som kejser af Kina, til et sted godt inde i 1960'erne, hvor en netop løsladt eks-kejser gennemlever sin tid bag de tykke mure, mens maoisterne demonstrerer for fuld kraft.

En skånet kejser
Historiens skæbne var hård ved barnekejseren, men han vidste det ikke: kun tre år efter hans kroning, faldt det korrupte imperialistiske system, og Kina blev en republik. For at skåne kejseren og klynge sig til fortiden ved at leve videre i en drømmeverden, undlader man at fortælle den opvoksende kejser sandheden.
 

Kedsommeligt liv bag murene

Det kedsommelige og ensformige liv bag murene fortsætter, til kejseren er godt oppe i teenageårene. Men på et tidspunkt indhenter den virkelige verden selv en isoleret verden i Den Forbudte By, og kejseren kommer ud på den anden side - kun for at blive fængslet og først løsladt efter 10 års fangenskab.

Et liv på 160 minutter
Det er et helt liv, der skal portrætteres på 160 minutter, og vi får bidder af de fleste facetter - men kejserens liv bliver i Bertoluccis fløde-kandiserede iscenesættelse aldrig andet end i bedste fald noteret.
 

Højt belagt stil

Der ligger ingen personliggørelse af kejseren i Bertoluccis valg og fravalg: filmens meget højt belagte stil og sminket-parfumerede udstråling finder ikke vej til nogle indre værdier i kejserens liv.

Intet fænger
Til en episk storfilm hører naturligvis en spilltid på næsten 3 timer, og det er sejt at sidde model til i dette tilfælde, hvor man har svært ved at blive fænget på både den visuelle og den mere personlige front.
 

Masser af støj

Stærkt dialektisk skuespil forvrænget til amerikaniseret engelsk skaber yderligere støj i det filmiske blandingsapparat og forstærker ikke just dén autenticitet, som man med rette kan efterlyse fra filmens første jammerligt spillede scene til den kejtede udtoning gennem en 80'er-megafon. Man spørger sig: hvor er Bertoluccis sans for detaljen blevet af? I "The Last Emperor" er det udelukkende overfladen og farvelæggelsen, der optager ham.