Speer und er (2005)

Dokumentarfilmen har i de senere år været i en rivende udvikling, og fortællingen befinder sig ofte med en ben "i hver lejr", det vil sige et i fiktionens og et i historiens faktiske. "Speer und er" er et af instruktør Heinrich Breloers efterhånden mange indspark i en ny hybridisering af forskellige dokumentariske fortællestrategier.

Tre lag
Breloer har specialiseret sig i at anvende flere forskellige lag i sine gengivelser af store historiske begivenheder eller personligheder. Metoden i mini-serien "Speer und er" er tredelt: En ren fiktionsdel med iscenesatte, rekonstruerede og sågar fiktive optrin, en arkivdel, hvor sekvenser fra de rigtige arkiver fra nazismens storhed og fald vises, og endelig en autentisk nutidsdel, hvor "virkelige personer" med relation til begivenhederne interviewes.

Adspredelse og forvirring
Breloer har altså i sin fortælling bevæget sig ud over den traditionelle dokumentariske tilgang til det historiske emne. Med den nævnte tredeling adspredes, men også forvirres tilskueren i højere grad - og i fortællinger med rigtigt mange personer impliceret (fx Breloers serie om Mann-familien), fungerer tredelingen dårligt. Der er bedre bid i denne historie, der er koncentreret primært om én person, nemlig Albert Speer, Hitlers arkitekt og nærmeste ven gennem mange år.

Autenticitet og underholdning
Her fungerer tredelingen i vid udstrækning godt og bidrager både til seriens autenticitet og underholdningsværdi. At delingen fungerer, skyldes ikke mindst, at de historiske begivenheder interesserer et bredt publikum, og at mange seere på forhånd har en holdning til deres validitet.
 

Dyr narrativ strategi

Man kan indvende, at Breloer med denne narrative strategi opererer med en tredobbelt spilletid - og derfor måske med et tredobbelt budget - i og med at alle tre lag skal tilgodeses (og indspilles/redigeres).

Tredobbelt levering
"Speer und er" er i hvert fald en meget lang affære med over fire timers dokumentarstof, og på samme måde som tredelingen kan siges at retfærdiggøre den lange spilletid, skal den også kunne levere varen tredobbelt. Dette lykkes ikke fuldt ud overbevisende. Mini-serien bidrager primært med glimrende historisk viden og dyr scenografi, der giver et overvejende billede af kvalitet.
 

Ledes ind i fristelse

Men Breloer lader sig for ofte lede ind i fristelse og pakker sine tre lag af dokumentarisme i en ofte billiggørende lydlig kulisse, hvor tåbelig musik undergraver næsten enhver tænkelig tillid.

Mål: Visuel perfektion
Samtidig kan det indvendes, at den nærved perfekte genskabelse af nazismens æstetik ikke er kvalitet nok i sig selv. Somme tider synes dette at være seriens eneste mål: Visuel perfektion - og at lægge sig så tæt op ad historiske fakta som muligt.

Grundigt forarbejde
Det er et stort og grundigt stykke arbejde, der ligger til grund for seriens tilblivelse, men det hjælper ikke meget i sidste ende, hvis produktet præges for meget af en subjektiv selektion, der er lun på den episke og effektsøgende narration. Blandt seriens markante kvaliteter er den ofte slående lighed mellem virkelighedens og fiktionens naziskikkelser, særligt er Hess og Göring skræmmende flot ramt.