Paranoid Park (2007)

    En teenager kommer galt af sted og havner i en psykisk knibe, der er meget tæt på at drive ham til vanvid.


    SKATERDRENGEÆSTETIK

    I sin enestående skildring af teenagerdrenges skaterliv giver den intelligente instruktør Gus Van Sant et både smerteligt, oprigtigt og bevægende portræt.

    Filmen er atypisk, sær og visuelt udfordrende i en narrativ stil, der bringer talrige forskellige farver og facetter i spil. Men det er en smuk film, fordi Van Sant dvæler ved det mest intense og kærtegner enkeltelementer i sin historie, så de bliver små kunstneriske mesterværker.

    Lidt ekstra spænding
    "Paranoid Park" er navnet på en skaterpark, hvor de lokale unge skaterdrenge hænger ud og prøver kræfter med livets alvor. Også hovedpersonen Alex, der er en almindeligt velfungerende knægt, der søger en smule ekstra spænding i hverdagen.

    Da Alex under tilfældige omstændigheder - og i Van Sants optik fortalt så fragmentarisk og æterisk, at man kan komme i tvivl, om ikke ’bare’ der er tale om paranoide forestillinger - kommer til at slå en vagt ved jernbanen, så han falder ud på skinnerne og bliver dræbt af et tog, melder skylden og det psykiske ubehag sig og bliver i høj grad filmens stemning.

    Den svære løsning
    Alex er meget i tvivl, om han skal fortælle det eller holde det for sig selv. Han vælger den sidste løsning, og det kan meget vel blive uoverstigeligt.

    Van Sant benytter i nogen grad samme narrative opbygning som i Elephant (2003), blot er "Paranoid Park" langt hurtigere klippet og tilført ganske andre virkemidler som fx livlig brug af meget forskellig musik.

    Drengen Alex er virkelig filmens vigtigste centrum, og Van Sant kommer så tæt på det skrøbelige væsen, at oplevelsen bliver taktil.

    Emotionel styrke
    Scener af meget høj kunstnerisk kaliber udspiller sig: scenen hvor Alex står under bruseren med meget dårlig samvittighed er et koncentrat af filmens narrative og emotionelle styrke.

    Den samler i kraft af sin rolige og meget forskelligartede visuelle behandling af Alex’ hverdagsliv fokus i et forsvindingspunkt, der er drengens sjæl.

    Sart nærvær
    Nærbillederne, fastholdelsen af et udtryk, begavet brug af slow motion og en helt vidunderlig og uforudsigelig lyssætning skaber et sart og personligt nærvær.

    Den megen forskelligartede musik fungerer som både absurde kommentarer og kontrapunktisk styrke. Van Sants uortodokse brug af musik kan splitte stemninger selv i løbet af en enkelt scene, og fx ved at fade ned for musikken og skrue op for reallyde skabe en sjældent set gennemtænkt lydlig virkning.

    Guddommelig iscenesættelse
    Særligt Gabe Nevins skal fremhæves for sit kolossalt nærværende portræt af Alex - et portræt der lykkes næsten udelukkende på grund af Van Sants guddommelige personinstruktion. Denne mærkes også i alle de mindre roller.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2007, Frankrig, USA, Psykologisk drama, Krimi, Teenagere, 85 min.

    Dansk titel: Paranoid Park
    Instr: Gus Van Sant Prod: David Cress, Charles Gillibert, Nathanaêl Karmitz, Neil Kopp Manus: Gus Van Sant Baseret på: roman af Blake Nelson Foto: Christopher Doyle, Rain Kathy Li Klip: Gus Van Sant
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN - 60th Anniversary Prize
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering