The X Files: I Want to Believe (2008)

    To tidligere FBI-agenter mødes i en sag, hvor en præst hævder at have syn, der kan guide politiet til en række uopklarede mord.


    EFFEKTIV X-FILES-FILM

    Sammenhængende film og tv-serier:

    The X-Files [1. Season] (1993) (tvs)

    The X-Files [2. Season] (1994) (tvs)

    The X-Files [3. Season] (1994) (tvs)

    The X Files (1998)

    The X Files: I Want to Believe (2008)

     

    Med overraskende og skræmmende styrke indtager de strengt fortrolige filer endnu engang biografmediet. Det er effektivt, det er uhyggeligt, og det er hamrende godt håndværk.

    De forhenværende FBI-agenter Mulder og Scully trækkes tilbage i deres gamle jobs, da en præst hævder at kunne se en række mord og efterfølgende pejle sig ind på, hvor de ligger begravet.

    Der er et utal af skeptikere blandt FBI, men Mulder er stadig blandt dem, der "ønsker at tro", og det viser sig da også, at præsten kan vise vejen - men hvorfra stammer hans syn?

    De mange mord viser sig at have uhyggeligt makabre historier, som Mulder og Scully efterhånden væves ind i, med stor fare for deres egne liv.

    Krybende uhygge
    Filmen er først og fremmest skoleeksemplet på kontant underholdende action. Når man dertil lægger det krybende uhyggelige og velskrevne plot, får man en film uden nåde - og svedige håndflader.

    Ganske vist er historien gearet op i det lilla felt, og er i visse henseender en tand for meget af det gode, men den viser også hele tiden nye sider og små og store overraskelser, der stråler for sig og på en måde drøner igennem den ellers støjende og effektbelagte skal.

    Stilrent univers
    Universet som man kender det fra tv-serien er i filmen langt mere stilrent og skruet op på et niveau, der klæder begivenhederne særdeles godt.

    Budgettet er tårnhøjt, hvilket bevirker, at enhver lille brik flyttes med voldsom styrke, og hermed bliver effekten nærved eksplossiv.

    Hektisk plot
    Der pumpes konstant adrenalin ud i det hektiske plot, og tilskueren bliver holdt fast i en stadigt intensiveret klaustrofobi.

    Det klæbrige effekttapet, og særligt lyden og musikken, er egentlig alt for meget, men når det endelig skal være, så er dette filmtypen, hvor det er mest på sin plads, fordi begivenhederne i forvejen er blæst op på et umenneskeligt niveau.

    Enkelte sidehistorier bliver lovligt amerikana-klamme, men igen fastholdes den grundlæggende spænding helt uden ophold - og afsluttes af vanvittigt flotte eftertekster.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2008, USA, Canada, Thriller, Drama, Mystik, Science Fiction, 104 min.

    Dansk titel: The X Files: I Want to Believe
    Instr: Chris Carter Prod: Chris Carter, Frank Spotnitz Manus: Frank Spotnitz, Chris Carter Baseret på: tv-serien "The X-Files" Foto: Bill Roe Klip: Richard A. Harris Mus: Mark Snow