The X Files: I Want to Believe (2008)

Sammenhængende film og tv-serier:

The X-Files [1] (1993)

The X-Files [2] (1994)

The X-Files [3] (1994)

The X Files (1998)

The X Files: I Want to Believe (2008)

Med overraskende og skræmmende styrke indtager de strengt fortrolige filer endnu engang biografmediet. Det er effektivt, det er uhyggeligt, og det er hamrende godt håndværk.
 

Tilbage på pinden

De forhenværende FBI-agenter Mulder og Scully trækkes tilbage i deres gamle jobs, da en præst hævder at kunne se en række mord og efterfølgende pejle sig ind på, hvor ligene ligger begravet.

"Ønsker at tro"

Der er et utal af skeptikere blandt FBI, men Mulder er stadig blandt dem, der "ønsker at tro", og det viser sig da også, at præsten kan vise vejen - men hvorfra stammer hans syn? De mange mord viser sig at rumme uhyggeligt makabre historier, som Mulder og Scully efterhånden væves ind i, med stor fare for deres egne liv.

Krybende uhygge
Filmen er først og fremmest et skoleeksempel på kontant underholdende action. Når man dertil lægger det krybende uhyggelige og velskrevne manus, får man en film uden nåde - og svedige håndflader.
 

Op i det lilla felt

Ganske vist er historien gearet op i det lilla felt, og er i visse henseender en tand for meget af det gode, men der vises også hele tiden nye sider og små og store overraskelser, der stråler og på en måde drøner igennem den ellers støjende og effektbelagte skal.

Stilrent univers
Universet, som vi kender det fra tv-serien, er i filmen langt mere stilrent - og skruet op på et niveau, der klæder begivenhederne særdeles godt. Budgettet er tårnhøjt, hvilket bevirker, at enhver lille brik flyttes med voldsomt eftertryk, og hermed bliver effekten nærved eksplossiv.

Hektisk plot
Der pumpes konstant adrenalin ud i det hektiske plot, og tilskueren bliver holdt fast i en stadigt intensiveret klaustrofobi. Det klæbrige effekttapet (og særligt lyden og musikken) er egentlig alt for meget, men når det endelig skal være, så er dette filmtypen, hvor det er mest på sin plads, fordi begivenhederne i forvejen er blæst op på et umenneskeligt niveau.

Helt uden ophold

Enkelte sidehistorier bliver lovlig amerikana-klamme, men igen fastholdes den grundlæggende spænding helt uden ophold - og afsluttes af vanvittigt flotte eftertekster.