Le scaphandre et le papillon (2007)

    En 42-årig mand vågner op efter et slagtilfælde, lammet og uden evnen til at tale. Men han kan forstå alt - og kan kommunikere med et blinkende øje.


    BLINK AD LIVET

    En sand historie tilført filmmediets effektive dramaturgi: At opleve en lammet mands pinsler indefra og at være en del af hans ultimative ensomhed er en barsk affære.
     

    Uhyggeligt nedværdigende

    Filmen begynder i en lang, tåget og uhyggeligt nedværdigende række billeder, der beskriver hovedpersonens opvågnen til et mareridt, der ikke lader sig beskrive i ord. Han har haft et slagtilfælde og har ligget i koma. Nu er han vågnet, men kun for at erfare, at han er lam i hele kroppen, og at hans eneste mulighed for at kommunikere er med et blinkende øje.
     

    Fornyet appetit

    Efterhånden som den værste selvmedlidenhed har lagt sig, begynder en fornyet appetit på det liv, der er tilbage, at melde sig - og dét liv, der er levet, passerer i farvestrålende flashbacks.

    Under huden
    Beskrivelsen af fangenskabet i den lammede krop går under huden og er i mange henseender en ubehagelig og nærmest kropslig oplevelse. Dette skyldes først og fremmest den stærkt virkningsfulde, subjektive point of view, hvor vi oplever lammelsen og indespærringen indefra - og i uhyggelig grad føler os som en del af den ubegribeligt tarvelige skæbne.

    Indespærret desperation
    Det er filmens absolutte styrke, at den formår at drive sin tilskuer ind i denne indespærrede desperation. Man får lyst til at sparke og sprælle, spurte en tur, skrige - alt sammen som en følge af denne følelse af indespærring.

     

    Et lyrisk maleri
    Samtidig er portrættet af hovedpersonens skæbne en art lyrisk maleri, hvor fantasien sætter grænserne for de visuelle oplevelser. Hvis man ser bort fra de lovlig eksplicit opsummerende flashbacks, er filmen i store træk en lang visuel rejse med store og smukke scenerier.

    Oprigtigt rørende
    Undervejs opstår der oprigtigt rørende situationer - ind imellem lidt for udpenslede, grænsende til det sentimentale gensyn-med-vennerne-scener, desværre oftest pint og plaget af sovset musik, der ødelægger autenticiteten.
     

    Essensen af kærlighed?

    Men man bør især hæfte sig ved Max von Sydow i en birolle som den lammedes far. Det er stærke scener, essensen af kærlighed måske, eller essensen af ensomhed. Flotte titelsekvenser, særligt i begyndelsen, rammer filmen visuelt stærkt ind.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, Frankrig, USA, Drama, Biografi, 112 min.

    Dansk titel: Dykkerklokken og sommerfuglen
    Instr: Julian Schnabel Prod: Kathleen Kennedy, Jon Kilik Manus: Ronald Harwood Baseret på: bog af Jean-Dominique Bauby Foto: Janusz Kaminski Klip: Juliette Welfling Mus: Paul Cantelon
    Priser
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste instruktion
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • CAN - Bedste instruktør
    • CAN - Vulcain Prize for the Technical Artist
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste manuskript