Det som ingen ved (2008)

    En gøgler kommer i vanskeligheder, da han forsøger at optrevle statshemmeligheder bag Forsvarets Efterretningstjeneste.


    DET BANALE THRILL

    Søren Kragh-Jacobsen havde et personligt ønske om at skabe en film i thrillergenren, og samtidig skulle hans tiende film i karrieren være noget særligt. Derfor denne stort opsatte, Hollywood-agtige thriller med ramasjang og tjubang.
     

    Omrejsende gøgler

    For at tage tråden op fra de mange børne- og ungdomsfilm vælger Kragh-Jacobsen at lade filmens hovedperson være omrejsende gøgler. På skoler og institutioner optræder han med hånddukker og sjove stemmer, og det er i store træk hans liv: konen vil gå fra ham, og datteren er i de umulige teenageår.
     

    En ubehagelig fortid

    Hans afdøde far var noget stort inden for Forsvarets Efterretningstjeneste, og gøglerens søster har forsket i en ubehagelig fortid, som ingen ønsker ser dagens lys. Da søsteren åbenbart har haft nallerne for langt fremme, bliver hun myrdet, og nu skal gøgleren passe alvorligt på for ikke at lide samme skæbne.

    Professionel uden kunstnerisk præg
    "Det som ingen ved" er en professionel, godt skåret standard-thriller. Intet nyt under solen, ingen originale twists, ingen anderledes roller. Kort sagt: håndværk uden kunstnerisk præg, og som sådan pænt underholdende.
     

    Fyldt med kendisser

    Rollebesætningen er imponerende fyldt med kendisser, og langt de fleste præsterer pænt. Baard Owe synes maltrakteret fejlinstrueret i en lille birolle, hvor han er underligt ringe. Anders W. Berthelsen spiller på de sædvanligt begrænsede facetter af sit repertoire: mors dreng med den lidt tunge diktion.

    Knald på effekterne
    Der er knald på effekterne, skruet op for musikken, og fordi filmen er co-finansieret hos svenskerne, benytter Kragh-Jacobsen sig behændigt af svenskernes politihelikoptere til at skabe et internationalt look. Også Øresundsbroen spiller en vigtig rolle, dog ingen helikopterskud hér, hvilket ellers synes oplagt i filmens stil.

    Fokus på almen paranoia
    Kragh-Jacobsen har ønsket at skabe en overvågningsthriller. Der er evig fokus på kameraer og almen paranoia (kameraerne summer og beeper i øvrigt som oftest, når vi ser dem - det gør kameraer jo!). At forestille sig filmen som observeret med et overvågningskamera - Anders W. Berthelsen udstyret med et kamera på en 10 meter lang stang efter sig - er dog en illusion, men et kunstnerisk ønske fra instruktøren.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2008, Danmark, Sverige, Thriller, 99 min.

    Dansk titel: Det som ingen ved
    Instr: Søren Kragh-Jacobsen Prod: Lars Bredo Rahbek Manus: Rasmus Heisterberh, Søren Kragh-jacobsen Baseret på: roman af Søren Lassen Foto: Morten Søborg Klip: Janus Billeskov Jansen, Anne Østerud Mus: Kåre Bjerkø, Anders Trentemøller
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD - Special Award (Kaare Bjerkø)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Nørby)
    • RB-N - Bedste skuespiller (Berthelsen)
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste special effects/lys