Edge of Darkness (2010)

Denne på papiret temmelig kødløse actionthriller overrasker med sin skræmmende skarphed og fornuftige afdæmpede tilgang.

Veltrænede klichéer
Temaet er velkendt, klichéerne veltrænede, figurerne mere end genkendelige. "Edge of Darkness" har næsten på forhånd lagt sig selv til hvile blandt alle de andre "ukendte" actionfilm.

Bid i den betændte historie
Men så alligevel ikke. Der er noget, der stritter imod. Som vil noget andet og mere. Og man opdager, at der alligevel er bid i den betændte historie.
 

Der stikker noget under..

En Boston-politbetjent har netop fået besøg af sin datter, da hun bliver skudt og dræbt foran hans hoveddør. Medierne er hurtige til at melde ud, at morderne må have ramt ved siden af, men betjenten fornemmer, at der må stikke noget under.
 

En forgiftning?

Han sætter sig for at kulegrave datterens arbejdsplads, en art atomkraftværk, for meget lugter langt væk af, at firmaet har forgiftet datteren i et forsøg på at lukke munden på hende.

Ind til kernen
Mel Gibson spiller enmandspatruljen, der går i kødet på atomkraftværkets top, i forsøget på at komme ind til kernen – i sagen.

Åbenlyst skræmmende kvaliteter
Det er ikke hverken spil eller plot, der er prangende. Ganske vist ligger der i den uhyggelige nuklear-historie nogle åbenlyst skræmmende kvaliteter, der kommer ret effektivt til udtryk undervejs i filmen.

Rolig og målrettet
Hvad filmen vinder mest på er derimod den rolige og målrettede fortællestil. Vi er vidner til en actionfilm, der giver sig selv lov til at formidle de bagvedliggende dramaer, ofte i helt naturlige og musikløse scener.

Chok-effekter
Hermed bliver en lille håndfuld velplacerede chokeffekter så meget desto mere overraskende, og det personlige drama langt mere troværdigt.

Stærk udstråling
Stærk udstråling i den visuelt rolige elegance filmen igennem bidrager yderligere til at hæve denne actionfilm en god tand over middel.