Jud Süss - Film ohne Gewissen (2010)

    En østrigsk skuespiller overtales af Joseph Goebbels til at spille hovedrollen i en "kunstnerisk" propagandafilm mod jøder.


    DEN ARISKE JØDE

    Har man ikke set den nazistiske propagandafilm Jud Süss fra 1940, har man muligvis svært ved helt at blive revet med af dette historisk spændende indblik. Ikke at "Jud Süss - Film ohne Gewissen" på nogen måde kræver en forudgående viden, men dét at have set selve sagens kerne skærper alt andet lige sanserne.

    Dramatisk intens
    Filmen er dramatisk intens i sit højspændte portræt af Joseph Goebbels brændende og forblændede ønske om at skabe en kunstnerisk antijødisk film. Goebbels har på forhånd besluttet sig for, at den østrigske skuespiller Ferdinand Marian skal spille hovedrollen - uanset hvad Marian selv måtte ønske.

    En håbløs kamp
    Filmen beskriver Marians håbløse kamp for at vriste sig fri af rollen, der uundgåeligt vil medføre, at rigtig mange vil undgå ham i vrede. Dette skisma - der er forudbestemt af nazisterne - er filmens meget virkningsfulde fikspunkt, hvorimod alle spændinger og personlige forviklinger peger.

    Grundig & rolig
    I et grundigt og roligt tempo føres vi ind i et spektakulært hjernevasket univers, hvor den stakkels skuespiller bliver uhjælpeligt fanget. Det er både en frustration og en afsky, der når helt ud blandt publikum i en effektfuld og hjertelig gengivelse, der giver plads til både dæmonerne og de sagesløse.

    Bombastisk nazi-æstetik
    Tobias Moretti er blændende i hovedrollen som den frustrerede Ferdinand, ligesom Moritz Bleibtreus portræt af Joseph Goebbels hører til blandt de mere smægtende i filmhistorien. Den særlige bombastiske nazi-æstetik er flot og præcist ramt i en scenografi, der aldrig forsøger at imponere nogen. Musikunderlægningen er tilpas nedtonet.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2010, Tyskland, Østrig, Biografi, Krigsdrama, 114 min.

    Dansk titel: Jud Süss - i ondskabens tjeneste
    Instr: Oskar Roehler Prod: Franz Novotny, Markus Zimmer Manus: Klaus Richter, Michael Esser, Friedrich Knilli Foto: Carl-Friedrich Koschnick Klip: Bettina Böhler Mus: Martin Todsharow
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering