Engelen (2009)

Barskt og følelsesbestialsk drama uden nogen form for påtagethed eller snylterisk selvransagelse. "Engelen" er en ægte formidlet tragisk historie om pigen Lea, der efter en traumatisk barndom ender som stiknarkoman og vælger at overdrage sit spædbarn til en plejefamilie.

Ingen sensationslyst
Tilgangen til dette intense og højspændte plot er alt andet end sensationslysten. Instruktør Margreth Olin vil intimiteten frem for det ekspressive: Den mørke sindstilstand, snarere end de brusende violiner. På trods af et historisk spænd over nærmere 20 år fungerer filmen ubrudt intenst og vedkommende i en universelt smertende historie.

Nedsmeltning
Nedsmeltningsprocessen for den ellers kønne og begavede Lea gør rigtig ondt, når forhistorien er så smukt og detaljeret skildret. Dette medfører en helt naturlig empati Lea og tilskueren imellem, der gør hendes dramatiske beslutninger hårrejsende personlige.

Visuelt neutral
Formidlet "visuelt neutralt" og uden overdreven musikalsk indpakning står "Engelen"s budskaber knivskarpe som pulsslag i et lidende menneske. Når vinden suser i træerne, får vi så uendeligt meget mere autenticitet og psykologisk nerve, end når violinerne bruser, og i de fleste scener har Olin foretaget de rigtige valg ved at udelade underlægningsmusik.

Nærværende
De store temaer: Vold, svigt, virkelighedsflugt og underkastelse, er alle nærværende i den stringent ukrukkede formidling. Således kommer de enkelte personers livs- og dødsangst til udtryk i dén psykologiske intensitet, der strømmer indefra. En perlerække af flotte skuespillerpræstationer sørger for den ultimative ægthed.