Blue Valentine (2010)

Vidt berømmet og prisbelønnet moderne kærlighedsdrama med feterede og billedskønne stjerner i hovedrollerne: "Blue Valentine" burde sidde lige i skabet, men døren knirker.

Høje forventninger

Der er ellers ægthed og grundighed i fortællingen fra første scene: Man har straks høje forventninger om, at man skal præsenteres for en markant og intimiderende parforholds-historie.

Fortælleform i flere lag
Ganske uhensigtsmæssigt benytter filmen dog en fortælleform i flere lag: En lagdeling, der aldrig kommer til at fungere som andet end et forvirrende irritationsmoment. Vi veksler snart i tide og utide mellem en nær fortid og nutiden.

Initiativløst
Denne form er dog ikke alene årsag til, at det er vanskeligt at fastholde fascinationen af det unge pars op- og nedture. Budskabet er i sig selv ikke spændende formidlet, og det potentielt intime bliver i stedet initiativløst.
 

Små og store kriser

Det unge par Dean og Cindy kæmper for at få deres parforhold til at hænge sammen, og i dette projekt præsenteres vi for den tid, hvor de mødtes - og de små og store kriser, de også dengang gennemlevede.

Ærligt udtryk
Filmen rammer ind imellem den helt rigtige tone, hvor ærligheden og visuelt udtryk smelter sammen. Men for det meste er det dog en tålmodighedsprøve at blive ført rundt i dengang og nu, som oftest yderligere trynet af relativt dominerende ’independent’-filmmusik af Grizzly Bear.

Lynende samspil
Hvad man kan notere sig på en betingelsesløs positiv-liste er dog Ryan Goslings og Michelle Williams’ samspil, der slår gnister både i mental, såvel som fysisk betydning. Når de to lyner i de stærkeste scener, kan man se idéen med filmen som en slags moderne Kramer vs. Kramer (1979).