Fortidens skygge (2012)

    En gal morder er løs i København, og politiets eksperter kæmper mod tiden for at gennemskue de morderiske planer.


    FARVELAGTE KLICHÉER

    Her kommer så et biografopkog af tv-serien "Den som dræber", lettere oppustet og bearbejdet til det brede billede, men grundlæggende samme surdej.
     

    Formildende omstændighed

    En stærkt formildende omstændighed skal vise sig at være Birger Larsens ligefremme instruktion, der ikke tillader alt for mange fortællermæssige overdrivelser, men til gengæld må man trækkes med skuespil af stærkt svingende kvalitet, en lovligt klichétynget historie og kaotisk lyd og musik.

    På fri fod
    Politipsykologen Thomas Schäffer er netop ved at fratræde sin stilling, da alt tyder på, at det er en af hans tidligere patienter, der er Københavns nyeste seriemorder på fri fod. Sammen med sin makker Katrine forsøger Thomas indædt at indskrænke morderens udfoldelser, men det skal vise sig at blive endog særdeles kompliceret, da der også snart kommer et hævnmotiv med i sagen.

    Genreklichéer
    Historien rummer stort set alle genreklichéer, rundhåndet doneret af millioner af amerikanske serier og film med samme grundsubstans: kernefamilie, politimakkere med nært venskab, sammenbidt morder med hætte på, hævn og selvtægt, osv. osv. Men disse manuskriptmæssige klichéer lever man såmænd fint nok med, hvis bare formidlingen er stærk og raffineret. Det kan man dog ikke sige i dette tilfælde.

    Ubehjælpsomt
    Man fornemmer allerede helt fra begyndelsen, at filmens udtryk er noget ubehjælpsomt. Dette skyldes en blanding af papirtyndt skuespil og en række ufrivilligt komiske scener. Til alt held vokser filmen noget med opgaven, så der rent faktisk er et vist niveau af underholdning at tage med sig videre.

    Kvamm falder til jorden
    Placeringen af musikeren og komikeren Simon Kvamm som massemorder er en helt igennem mislykket gerning. Det går slet ikke, og Kvamm falder til jorden med et hult klask i sit ensidige og utroværdige portræt. På samme måde er Laura Bach i rollen som politi-Katrine filmens andet helt igennem svage led. Det er desværre ikke det markante talent, vi her er vidner til.

    Overfordring
    Mere kvælende og frastødende er dog den ofte ekstremistiske overfordring med stemningsdikterende lyddesign og filmmusik. Det er uhyre sjældent, at man får lov at tænke en tanke til ende selv. Enkelte scener indfanger noget af den nordisk sammenknugede krimi-melankoli. Det er når gode locations smelter sammen med en fin fotografering, som oftest establishing shots i fugleperspektiv.

    Potentielt intenst
    Som helhed betragtet formidler filmen en potentielt intens historie med lige dele vaklen og professionalisme, hvilket gør den til en underligt halvkvalt oplevelse. Der er få udvalgte scener af højdramatisk intensitet, der former et vist niveau af spænding. De overdrevne bestialske udpenslinger, som næsten er uundgåelige i en film baseret på en overdrivelsernes serier, er heldigvis begrænset til en lille håndfuld, under hvilke man kan vælge at kigge den anden vej.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019