Alt for kvinden (1964)

    En greve, hans forfar og tjenestefolk må håbe på forsoning, da en direktør påtænker at købe deres idyllisk beliggende slot.


    FORUDSIGELIG IDYL

    "Alt for kvinden", der også kom til at lyde den mere genrerette titel "Greven på Liljenborg", er arketypisk dansk 60’er-slotsidyl med mellempakken af datidens store danske stjerner.

    Positiv modtagelse
    Det er en romantisk folkekomedie, der overordnet blev positivt modtaget ved premieren. "Et ganske pudsigt eventyr", "Fornøjeligt lystspil", "Dansk smilesucces", "Traditionel dansk underholdningsfilm med en smule mere lune end sædvanligt" og "Glimrende dansk farce".

    Groft forudsigelig idyl
    Af de mere negative udtalelser lød: "Gode skuespillere i svag folkekomedie", "Meget uinspireret", "Vi ta’r den én gang til". Og det må da også konstateres, at "Alt for kvinden" er en groft forudsigelig idyl – men hvor skuespillet trods alt er sødt og afrundet.

    Alt for kvinden?
    Greven på Liljenborg er Henning Moritzen, og han er ved at falde bagover af henrivelse, da den yndige Lise Simonsen ankommer til slottet. Straks er han mere fokuseret på kvinden end nogensinde før, men han er dog ikke villig til at tilslutte sig sin forfars valgsprog: "Alt for kvinden". Det kan dog komme...

    Fællesskabsånd
    Karl Steggers brovtende direktørtype, der vil opkøbe slottet med jorder, viser sig også at være Lises far. Men med lidt fællesskabsånd kan det nok lade sig gøre at gøre alle tilfredse.

    Tilforladelig underholdning
    Filmen er baseret på romanen "Av hjärtans lust" af Karl Ragnar Gierow og er ganske tilforladelig underholdning – langt over det platteste folkekomedieniveau, men stadig tamt forudsigelig og uden et egentlig charmerende vingefang.

    Pænt nuttet
    Forelskelsen Henning Moritzen/Hanne Borcsenius er pænt nuttet, særligt som følge af Moritzens tiltagende dådyrøjne. Henrik Bentzon er herlig som hushovmester Lundgren, ligesom Clara Pontoppidan er elskelig i birollen som faster Sofie.

    Det gjalder i slotskulissen
    Karl Stegger råber sædvanen tro sine replikker, så det gjalder i slotskulisserne, og Henry Nielsen dukker op i filmens allersidste minutter som øltørstig murer. Sven Gyldmarks musik er landskabsidyllisk uden at være overplastrende.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024